Mandag, 2. påskedag, kl. 16.00 indleder vi Mesterskabsspillet hjemme mod Randers FC, som vi også mødte i den seneste runde i grundspillet.

Det er kun tredje gang, at vi møder det samme hold to gange i træk i den samme Superliga-sæson – og igen sker det i april og involverer en helligdag.

Næstved 1996
Første gang var også ved påsketid, da vi i 1996 spillede 1-1 i Parken mod Næstved Skærtorsdag den 4. april og 2-2 i Næstved 2. påskedag den 8. april.

2-2-kampen sluttede dramatisk, for vi var bagud 0-2 indtil kort før tid, hvor indskiftede Lars Højer slog til to gange. Glæden blandt de mange FCK-fans var forståelig, men den efterfølgende baneinvasion var selvfølgelig uacceptabel og kunne have kostet dyrt dengang for 25 år siden.

Videoen afspilles fra YouTube

Accepter marketingcookies for at se den her.


Horsens 2018
Anden gang var i 2018, hvor vi slog AC Horsens 4-1 hjemme lørdag den 21. april og vandt 3-2 i Horsens Store Bededag, fredag den 27. april.

I hjemmekampen scorede Denis Vavro sit første og eneste Superligamål, og de andre blev sat ind af Viktor Fischer, Jonas Wind og Federico Santander.

Videoen afspilles fra YouTube

Accepter marketingcookies for at se den her.


SønderjyskE 2010 - men i to forskellige sæsoner
En enkelt gang mere har vi mødt samme Superligahold to kampe i træk, men da var der en sommerpause imellem. Den 16. maj 2010 sluttede vi sæsonen med at slå SønderjyskE 3-1 i Parken, og den 18. juli indledte vi den nye sæson med en 3-1-sejr i Haderslev.

(Artiklen fortsætter under billedet)

unibet ANNONCE | 18+ | STOPSPILLET.DK | SELVUDLUK VIA ROFUS.NU | SPIL ANSVARLIGT


Andre turneringer
I europæiske turneringer har vi flere gang mødt det samme hold to gange i træk og på tidspunkter, hvor Superligaen lå stille. På tværs af alle turneringer har vi mange gange mødt det samme hold to gange i træk. Senest skete det i april 2016, hvor vi i Superligaen slog Brøndby 2-0 hjemme den 17. april og den 20. april vandt 1-0 i Brøndby i en pokalsemifinale-returkamp.

Den første semifinale endte 1-1 i Parken den 6. april, og hvis vi ikke havde haft en Superliga-udekamp i Randers den 10. april, havde vi altså mødt Brøndby i tre kampe i træk. Det har vi endnu ikke prøvet mod nogen modstander, uanset turneringsformen.


Randers FC siden sidst
Med 2-1-sejren for to uger siden sørgede Randers for selv at sikre pladsen i Mesterskabsspillet, som er deres første siden det blev indført.

I landskamppausen har Randers-reserverne tabt 0-1 til Viborg FF, hvor der bl.a. var spilletid til Tosin Kehinde. Nigerianeren havde karantæne, da vi mødtes i Randers, men er til rådighed igen 2. påskedag, når det går løs i Parken.

Her har vi også revanche til gode, efter at de slog os 2-1 i november og dermed vandt for første gang i Parken siden august 2013.