Reaktion på uroligheder før Dortmund-kampen
Der var uroligheder omkring F.C. Københavns fanafsnit før aftenens Champions League kamp i Dortmund.
Problemerne startede, da en gruppe maskerede personer angreb FCK's afsnit med pyroteknik, hvorefter der også blev kastet pyroteknik den anden vej. Kort efter gentog det sig i den anden side af FCK's afsnit med et nyt angreb med samme reaktion.
Uanset årsagen skal der ikke herske nogen som helst tvivl om, at F.C. København tager afstand fra, at der blev kastet pyroteknik fra vores afsnit mod andre tilskuerafsnit. Det er meget farligt og kan forvolde stor skade på tilfældige fans.
Vi undrer os dog også over, hvorfor der ikke var foretaget de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger for at holde fangrupperne adskilt, efter vi gentagne gange op mod kampen havde advaret om, at dette var et realistisk riskoscenarie, der endte med at udspille sig to gange.
Vi vil nu samarbejde med de relevante instanser omkring kampen for at opklare, hvorfor det gik galt.
Klubben har ikke yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.