Reaktioner efter AaB-kampen
Andreas Cornelius: Vi
rammer ikke niveauet
- Jeg synes, vi spiller en dårlig første halvleg. Vi er for mange, der ikke
spiller godt nok og rammer niveauet. Jeg synes, at vi kommer bedre ud til anden
halvleg, hvor vi spiller bedre end AaB. Vi spiller os også til en del chancer,
og det er frustrerende, at vi ikke formår at omsætte de chancer til mål. For
ser man på spillet, synes jeg, at vi fortjente alle tre point i dag. De kommer
jo ikke med den store farlighed og vinder på det straffespark, som de bliver
tildelt, siger Andreas Cornelius.
Ståle Solbakken: Vi mangler farlighed
- Offensivt rammer vi ikke niveauet, og vi lider under de mange skader vi har.
Det går ud over kontinuiteten på holdet. Alle de spillere, som vi forventer,
kan lave de små ekstraordinære præstationer, er enten ikke til rådighed, eller
også har vi ikke formået at få det bedste ud af dem, som vi har, så de kan gøre
de afgørende forskelle. Sådan er det med et ikke-sammenspillet hold, og det er
noget af det, som afgør kampen i dag. Vi har jo overtaget i spillet, men mangler
bestemt noget farlighed, siger Ståle Solbakken.
Thomas Delaney:
Enormt bittert
- Jeg synes, at vi sidder godt på spillet, især i anden halvleg, hvor vi
får gang i presset og spillet til at flyde bedre. Men vi mangler de sidste
afgørende aktioner for at score de nødvendige mål. Og så er det enormt bittert
at stå tilbage med et nederlag på et ærgerligt straffespark, som er noget af
det eneste, AaB reelt har at komme med, siger Thomas Delaney.