Reaktioner fra Daramy og Grabara
Daramy: Rigtig god holdpræstation
“Vi leverer en rigtig god holdpræstation i dag, og vi kunne have scoret endnu flere mål end de tre," sagde Mohamed Daramy efter den overbevisende 3-1-sejr i Århus.
"Samtidig holder vi dem helt fra chancer i åbent spil. Det er en rigtig god stime, vi er inde i, hvor vi stadig er ubesejrede, og det skal vi bare bygge videre på.”
Efter kampen fik Mo også de uundgåelige transferspørgsmål, og pressen fik de uundgåelige svar, som han efterhånden har givet mange gange:
“Jeg er rigtig glad for at være her, men jeg er også åben for et skifte, hvis det er det rigtige tilbud for mig og klubben. Men jeg tænker ærlig talt ikke på det i hverdagen, men holder mit fokus på vores træning og kampe. Og det synes jeg går meget godt.”
Grabara: Vi dominerer fra start til slut
“Vi dominerer kampen fra start til slut og viste det spil, som en klub som FCK skal spille. Vi er blevet meget solide nede bagved, og samtidig har vi store offensive kvaliteter med spillere, der afgør kampene,” sagde Grabara, der kun blev passeret på et tilfældigt straffe for hands på Boilesen.
“Det var selvfølgelig lidt specielt at være tilbage i Århus, men jeg prøvede at tage den ligesom alle andre kampe,” sagde Grabara om gensynet.
“Jeg forstår ikke dansk, så det var da dejligt at høre AGF-fansene synge mit navn," smilede han.
"De andre fortalte godt bagefter, at AGF-fansene sang, at jeg skulle dø. Men altså… alle skal jo dø på et eller tidspunkt, men det haster ikke for mit vedkommende. Det viser vel bare, at jeg betød noget særligt for dem, og så må jeg betale den pris for at skifte klub. Det har jeg egentlig ikke noget problem med, og det påvirkede mig ikke under kampen,” sluttede den polske keeper.