Reaktioner fra Ståle og spillerne

Ståle Solbakken:

- Jeg er meget tilfreds med holdets indsats i foråret og rigtig glad på vegne af alle drengene på holdet. Med en sejr i Royal League og et Danmarksmesterskab, har vi skabt grobund for en videre vinderkultur. Mon ikke man finder ud af hvordan man fejrer det her, selvom man har været med i så kort tid. Hvis der er nogle der arrangerer en fest i dag, er jeg klar på det. Men der er ingen tvivl om at det bliver fejret eftertrykkeligt på søndag.


Tobias Linderoth:

- Det er definitivt den bedste sæson i min fodboldkarriere. Først en fremragende sæson med F.C. København og så slutte af med et VM. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt at de får sådan et pissemål så tidligt. Dan Thomassen får en albue i hovedet og der skulle selvfølgelig have været fløjtet.


Atiba Hutchinson:

- Det føles helt fantastisk at stå her med guldet efter så kort tid i klubben. Det var jo på grund af sådan noget her at jeg skiftede til F.C. København. Surt at tabe kampen, men den er allerede glemt. Titlen er det vigtigste…og den fik vi!


Jesper Christiansen:

- Jeg kom hertil for at vinde mesterskabet. Nu har jeg været her i et år og allerede vundet mesterskabet. Det er helt fantastisk. Jeg tror godt at man kan regne med at vi skal drikke nogle øl i aften.


Marcus Allbäck:

- Jeg ved ikke rigtig hvad der skete med min tand. Jeg tror det skete ovre ved fansene, da vi stod og fejrede guldet. Jeg stod og drak af den dér kæmpeflaske og så tror jeg bare at jeg fik et skub midt i jubelen. Men det afskrækker mig ikke. Det bliver nok også til nogle øl i aften.


Lars Jacobsen:

- Selvom det her er min hjemby, så bliver jeg ikke i Odense for at fejre mesterskabet. Jeg bor i København og jeg spiller i København, så det er også der jeg skal fejre det. Jeg kan godt forestille mig at vi skal have et par øl i bussen på vej hjem, så det skal nok blive festligt.


Michael Gravgaard:

- Det er helt fantastisk at blive mester efter kun et år i København. Man kan jo også kigge rundt og se hvor glade alle mennesker er, det er helt fantastisk at prøve. Det er altid noget specielt når de mål man sætter sig lykkes allerede i første hug. Jeg tror at jeg venter med at fejre det til på søndag, hvor vi åbner op for den helt store guldfest inde i PARKEN.


Brede Hangeland:

- Det er en fantastisk følelse at vinde mesterskabet efter så få måneder i klubben. Vi har verdens bedste fans her i klubben og de fortjener virkelig også det her. Vi har næsten glemt denne kamp allerede. Den var heller ikke specielt god, så lad os bare holde os til at vi er mestre og så fejre det lidt i aften.