Reaktioner på lodtrækningen
- Det var nok ikke den bedste lodtrækning vi kunne få med tanke på Manchester Citys udmeldinger om oprustning på spillerfronten. Men på den anden side kan man jo heller ikke liste sig igennem turneringen, så det bliver helt sikkert en stor oplevelse for både os spillere og fans, så jeg glæder mig til opgørene, sagde anfører Ulrik Laursen efter dagens lodtrækning, mens F.C. Københavns cheftræner, Ståle Solbakken, fulgte op:
- Manchester City er svære at gøre sig kloge på lige nu. De vil formentlig forstærke sig kraftigt i vinterpausen, og derfor kan deres styrke ændre sig markant inden vi skal møde dem. Men lodtrækningen synes jeg er OK, for vi slap for CSKA Moskva, og hvis vi spiller op til vores allerbedste over de to kampe, så har vi en lille mulighed for at gå videre.
Sportsdirektør Carsten V. jensen ser frem til kampene mod det engelske Premier League-hold:
- FC Midtjylland viste vejen mod Manchester City i starten af sæsonen, og vi skal præstere på allerhøjeste niveau for at have muligheden for videre avancement. Det forventes, at Manchester City signer flere verdensklassespillere i det kommende transfervindue, så det kan være svært at forholde sig til deres styrke, når vi står overfor dem i februar måned. Under alle omstændigheder glæder vi os til at præsentere et hold med mange store stjerner i PARKEN, og jeg ser frem til kampene.