Reaktioner: Svært at spille vores spil, men vi løste opgaven
Nicolai Boilesen
"Det var en svær kamp og en tung kamp at spille på den her bane, hvor det så ud som om, at der havde været muldvarpefest..."
"Men OK, vi lavede også fejl i Randers, så banen skal ikke have hele skylden."
"Vi prøvede at spille vores spil, men bolden hoppede og dansede, og jeg synes også, det var en ret lille og let bold, nærmest en størrelse 4, selv om den hed størrelse 5."
"Men selv om vi havde svære perioder i begge halvlege, så kæmpede vi når vi skulle, og vi spillede også vores spil, når vi skulle, så på den måde løste vi opgaven flot og fleksibelt under svære betingelser ved både at kæmpe og spille."
Jonas Wind
"Det var en perfekt start for os! Det var vigtigt at vinde og komme godt fra land i gruppen."
"Jeg er stolt over at nå milepælen med de 100 kampe, og det var skønt at fejre det med to kasser og en sejr, så jeg er glad."
Jens Stage
"Vi leverede ikke en fantastisk kamp, men det var altså heller ikke nemt på den her pløjemark. Men jeg har da prøvet det, der var værre... Vigtigst var, at vi fik hvad vi kom efter, selv om de kom med masser af energi i starten og gjorde det svært for os."
Carlos Zeca
"Det var en meget vigtig sejr, selv om vi ikke kunne spille det spil, vi gerne ville på den her bane."
"Jeg synes, hele holdet viste stor karakter med en enorm fighting spirit, for det er stærkt at tage herned og vinde 3-1."
"Vores mål er naturligvis at gå videre fra gruppen, for det har klubben og fansene brug for, og Danmark har også brug for ranglistepointene."