Remmer fik i efteråret spilletid i både Superliga, DBU Pokalen og UEFA Champions League, og med forårssæsonen forude glæder han sig over den udvikling, som han har været igennem for at komme tættere på holdet.

- Jeg synes, at det er hele mit spil, som jeg har løftet et niveau. Jeg træffer nogle lidt andre beslutninger, og taktisk er jeg blevet bedre defensivt. Jeg spiller mere stabilt end før, så jeg tror egentlig bare, at jeg har lagt på det, jeg havde i forvejen. Det har jeg så været så heldig at få lov til at vise frem her til de sidste kampe i efteråret, og det har betydet rigtig meget for mig, fortæller Remmer, der ser frem til at fortsætte arbejdet under opstarten.

- Jeg vil jo selvfølgelig gerne blive bedre til det hele. Men det vigtigste for mig er at blive bedre defensivt, så jeg kan blive lige så solid og dygtig i det taktiske, som for eksempel Lars er det. Offensivt skal jeg fortsætte med det, jeg tilbyder holdet i forvejen. Jeg skal fortsætte med at komme med frem og deltage i det offensive spil med indlæg og så videre.

De kommende uger byder først og fremmest på hårdt arbejde for at blive helt klar til forårssæsonen, hvor spændende opgør i Superligaen og DBU Pokalen venter.

- Det er en lang periode, men det er på samme tid også meget vigtig at komme igennem. Vi skal i form til forårssæsonen, og vi får muligheden for at gennemføre en del taktisk træning, fordi det er nu, at vi har tiden til det. Det kommer helt sikkert til at gavne os senere hen på sæsonen, at vi har fået det hele på plads tidligt, og det taktiske ligger på rygraden. Så det er det vigtigste for os lige nu, fortæller Christoffer Remmer.

>> Læs mere om opstartsprogrammet her

Bliv helt klar til forårssæsonen med et halvårssæsonkort. F.C. København kan se frem til spændende opgør i både Superligaen og DBU Pokalen.

>> Læs mere og køb dit halvårssæsonkort her