Lørdagen stod for et lille, heldigt udsnit af vores sæsonkortholdere i sansernes tegn. Tre vindere af en konkurrence i VoresKBHhavde på forhånd inviteret hver tre venner med. Og sammen fik dusinet sig en eksklusiv oplevelse hos Carlsberg, der var vært for en helt særlig rundvisning.

Gruppen startede ude foran de to gamle, murede skorstene ved de mytiske, oprindelige bygninger og fik et kuriøst oprids af bryggeriflagskibets historie, inden de via J.C. Jacobsens gamle bolig forcerede cirka 200 meter brostensbelagt vej ned til en lille del af det oprindelige kældersystem.

I kælderen blev de beriget med yderligere anekdoter i et rum med få, dyre flasker af bryggeriets limited edition, hvorefter gruppen blev vist overfor i et større kælderlokale, hvor flaskerne opstablet på paller fra gulv til loft i det kølige, fugtige rum. Inde i midten mellem kaskader af opbevaret øl var tolv gamle øltrækasser. Her tog gruppen plads rundt om et lille bord, hvor de blev fodret med historisk insider-viden, mens de fik lov til at smage dele af bryggeriets sortiment, der ikke er i salg – nemlig de opbevarede øl, der med 12-15 år på bagen ganske raffineret havde udviklet sig i både farve og smag.

En ganske spændende oplevelse for de ølinteresserede fans, der efter en håndfuld smagsprøver kunne gå tilfredse fra deres formiddag.

- Det var konge. Konge. Man føler sig lidt speciel, også fordi vi var steder og fik smagsprøver på ting, som man normalt ikke gør, hvis man havde været almindelig ølturist. Og så var det hyggeligt, at det var med andre FCK-fans. Det var fantastisk, fortæller Peter Vejby, der var en af de heldige vindere, som blev udtrukket i VoresKBH-konkurrencen.

På det større plan var Peter Vejby også godt tilfreds med, at han igennem sin opbakning til klubben kunne få sådan en oplevelse.

- Uanset om vi havde de her muligheder eller ej, ville min søn og jeg være på stadion alligevel. Men det betyder noget, at vi som fans bliver tilgodeset. Jeg går for eksempel og fortæller på min arbejdsplads, at ’det her kan vi sgu godt i FCK’. Det giver sådan en vi-følelse, og det er rigtig fedt at være en del af, fortæller Peter Vejby.