Roland: - Tilfreds med resultatet
Det gælder om at holde nullet! Og det var hvad F.C. København gjorde mod irske Shamrock Rovers. Det kan godt være, at der blev brændt nogle chancer, og at alt ikke var helt optimalt – men det var en aften hvor forsvaret stod godt, og hvor de sammen med Johan Wiland i målet, var med til at sikre Løverne et fornuftigt udgangspunkt inden turen går til Dublin.
Af Jan Eliassen
Efter 1-0 sejren over Shamrock Rovers havde Roland Nilsson denne kommentar:
- Vi vandt 1-0 og vi holdt nullet. Det var vigtigt. Vi kunne da godt have scoret nogle flere mål, men med en kamp som i dag, så synes jeg egentlig nok, at vi skal være fint tilfredse med resultatet.
Den svenske cheftræner havde denne kommentar om præstationen og om dagens modstandere fra Shamrock Rovers:
- Vi præsterer ikke godt nok. Det gik fint indtil målet, men så går vi ned i tempo, og samtidig med at tempoet gik ned, så gik kvaliteten ud af vores spil. Vi spillede bolden for meget på tværs, fik ikke brugt vores angribere nok i opspillet – og det gav dem muligheden for at ligge et fint pres,
- Shamrock Rovers viste at de er et godt hold, de var godt organiserede, er aggressive og så kæmper de først og fremmest rigtig hårdt – og de formår altså at trække noget af tempoet ud af kampen.
Cheftræneren tror naturligvis på, at F.C. København kan løfte spillet i næste uge:
- Nu ved jeg jo hvordan vi kan spille, og jeg ved at spillerne kan levere en meget bedre præstation i returkampen om seks dage. Jeg ved som sagt hvad vi kan, og tror naturligvis på, at vi kan løfte vores spil i næste uge.
- Jeg kan da godt forstå at vores fans ikke er helt tilfredse, og jeg er da heller ikke selv helt tilfreds – specielt ikke med at tempoet forsvandt ud af vores spil. Men vi er et nyt hold, vi ved der er nogle ting vi skal arbejde med – og vi ved også godt, at vi kan præstere på et helt andet niveau, hvilket vi til dels har vist i sæsonens første kampe. Men jeg vil da godt rose forsvaret, for de bagerste fire havde meget at arbejde med, og de gjorde det altså godt i dagens kamp.
En af de spillere der hjalp med at holde det nok så vigtige ”nul”, var keeper Johan Wiland. Han sagde efter kampen til FCK.DK:
- Der er ikke rigtig så meget at sige. Jeg gjorde hvad jeg skulle, det samme gjorde det øvrige forsvar, og det betyder at vi har holdt nullet – og det er trods alt meget vigtigt når vi snakker europæisk fodbold.
Og det har Johan så ganske ret i…
Sölvi Ottesen: Jeg er nu glad nok for at vi holdt nullet
- Det går godt med målscoringen for tiden. Vi burde nok have scoret et par mål mere, for vi havde chancerne til det. Men jeg er nu glad nok for at vi holdt nullet, og tror da helt sikkert på at vi afgør det til egen fordel næste uge.
Ragnar Sigurdsson: Vi var det bedste hold
- Vi har måske ikke den bedste dag, men vi klarede det OK. og jeg synes vi fik vist, at vi var det bedste hold. De havde en klar plan, de slog indlæg ind mod deres ”target player” – men ikke med den fornødne succes.
Pierre Bengtsson: Vi fik skabt en del chancer
- Det 1. halvleg var OK, og vi fik skabt en del chancer. I 2. halvleg falder tempoet, og vi får aldrig helt gang i vores ellers så gode pasningsspil – men det skal nok komme i næste uge.
Thomas Delaney: Kan også godt vinde derovre
- Det var da ikke vores bedste kamp, men i perioder gør vi det godt. Vi holdt nullet, og det var godt nok – så nu skal vi bare forberede os på returen, og jeg tror da på, at vi også godt kan vinde derovre.
Christian Bolaños: Sådan er fodbold jo nogen gange
- Det var en god sejr, og godt nok får vi ikke scoret mere end et mål – men sådan er fodbold jo nogen gange. Nu skal vi bare tage derovre, score et enkelt udebanemål – og så ser det godt ud for os.