Roland: - Vi er klar igen på søndag

Roland: - Vi er klar igen på søndag

Med aftenens 1-2 nederlag til de tjekkiske mestre fra FC Viktoria Plzen så er F.C. København ikke med i gruppespillet i UEFA Champions League. Men sådan er fodbold nogle gange, og nu må Byens Hold i stedet for se frem mod deltagelse i efterårets Europa League.

Af Jan Eliassen

Roland Nilsson var lige efter kampen endnu ikke klar til at pege på, hvad der eventuelt skulle være gjort anderledes:

- Det er for tidligt at sige om jeg ville have lavet noget om, det skal jeg lige have tid til at fundere lidt over. Men vi var desværre ikke gode nok her i kvalifikationen til Champions League. Vi spillede i dag en god 1. halvleg, men var ikke gode nok i 2. halvleg, hvor vi tabte bolden for enkelt - og det gav nogle omstillinger den anden vej.

Men den svenske cheftræner var naturligvis skuffet:

- Det er klart det er en skuffelse ikke at gå videre, men sådan er det nogen gange i fodbold. Nu må vi så være skuffede i et par dage, men så er vi klar igen til på søndag, og jeg kan kun sige, at vi til træning arbejder hårdt med at få tingene til at falde på plads.

F.C. Københavns sportsdirektør Carsten V. Jensen havde denne kommentar:

- Holdet fra sidste år havde øvet sig i flere år på at spille europæisk, men dette hold har kun haft 6-8 uger, og det var ikke nok. Det er fortjent at Plzen vinder, men vi gjorde et bedre forsøg i dag. Men lidt held, en del held faktisk, så var udfaldet måske blevet anderledes, men vi erkende at det ikke var godt nok – og at vi må arbejde videre med holdet. Plzen har opbygget et hold over et par år, og de peaker nu og kommer i Champions League. Det nåede vi ikke med den tid vi havde til rådighed, så nu venter Europa League. Fodbold er jo ikke kun en dans på roser, og jeg er naturligvis sikker på, at vi kommer tilbage på rette spor.

F.C. Københavns anfører, Mathias Zanka Jørgensen, var ærgerlig men så også frem mod Europa League:

- Det er da bittert ikke at være med i Champions League, og lidt irriterende ikke at skulle spille fodbold tirsdag og onsdag aften – men vi må også være ærligt nok til at sige, at vi ikke var gode nok i de to kampe. Nu gælder det Europa League, og her må målsætningen være at gå videre fra gruppen, så vi igen kan spille europæisk fodbold til foråret.


Mathias Zanka Jørgensen: Ærgerligt og bittert

- Det er ærgerligt og bittert, for vi gør ellers meget rigtigt i 1. halvleg, men vi scorer ikke de tre mål vi skulle. Man skal ikke tage noget fra dem, men vi var ikke gode nok over de to kampe. I 2. halvleg giver vi bolden for let væk. Vi spillede meget offensivt, og derfor gjorde det ondt når vi tabte bolden oppe på banen, og det kostede mange kræfter, som vi manglede mod slutningen.


Johan Wiland: Vi var bare ikke gode nok

- Set over de to kampe er det i orden, de går videre. Vi var bare ikke gode nok... Vi spiller to gode første halvlege, men det er ikke godt nok. Lige her og nu er det svært at sige præcis hvad det skyldes, men vi mangler et stykke endnu for at nå det niveau der skal til. Vi er mange nye spillere, og det skal nok blive bedre, men det tager tid. Vi må bare blive ved med at arbejde hårdt.