Roony før Vejle: Vi skal finde de rigtige løsninger
Roony Bardghji ser frem til de kommende ugers tætte program, hvor det i første omgang er Vejle Boldklub, der venter i Parken lørdag kl. 17.
Roony Bardghji har trods sin unge alder allerede spillet 60 førsteholdskampe for F.C. København og seks U21-landskampe for Sverige. Og det kunne være blevet et par landskampe mere, hvis ikke han havde meldt fra i denne omgang.
"Jeg havde glædet mig til at skulle afsted, men jeg var nødt til at ringe og melde afbud, da jeg mærkede noget i ryggen, så jeg blev i København for at få behandling, så det ikke udviklede sig til noget alvorligt. Men jeg er klar igen og spille også en halvleg i tirsdags mod Midtjylland," fortalte Roony efter torsdagens træning på Nummer 10.
Roony scorede også sejrsmålet i tillægstiden til tirsdagens Future Cup-kamp, hvor han i 2. halvleg spillede sammen med sin landsmand, Neo Jönsson, der er lidt over et år yngre. Efter kampen talte FCK TV med Neo, der bl.a. fortalte, at han selvfølgelig håber at gå i Roonys fodspor, og at han er lidt af et forbillede for ham.
"Jeg kendte ham ikke rigtig, inden han kom til FCK, men havde kun hørt lidt om ham," siger Roony. "Men han har trænet lidt med her i de seneste uger, så jeg har lært ham at kende, og han er sød fyr og en god fodboldspiller. Han har selvfølgelig stadig noget han kan udvikle, men han gør det godt, og han lavede jo både et mål og en assist til mig mod Midtjylland, så han skal bare fortsætte."
>> Se interviewet med Neo Jönsson her med en FCK Profil
Nu venter der igen et tæt program de kommende uger, og det ser Roony frem til.
"Det bliver fedt at tage til Old Trafford og spille Champions League, men vi skal derover for at tage point, for det er derfor vi er med. Ugen efter er der også en fed pokalkamp mod Midtjylland i Parken, som også bliver sjov, men nu skal vi først og fremmest fokusere på at vinde over Vejle på lørdag."
"Jeg har lige hørt, at der nok kommer omkring 30.000 tilskuere, og det er bare superfedt. Men det er altid fedt at spille i Parken."
"De spiller jo nok med fem i bagkæden, og det er ikke altid nemt, for det er altid lidt sværere at skabe chancer, men jeg synes, vi er blevet bedre til at spille mod de hold, der står lavt. Vi træner på det, og vi har mange gode offensive spillere, så vi skal bare holde os til taktikken og sørge for at finde de rigtige løsninger, både dem der starter og dem der kommer ind," lyder det fra Roony.