Royalt mestermøde mod Wiland & co.: Elfsborg-FCK i 2007
I dag er det et år siden, vi senest mødte Elfsborg i Portugal, men det allerførste møde mellem de to klubber går tilbage til søndag den 4. marts 2007, hvor vi mødtes i den daværende Royal League. En skandinavisk vinterturnering med gruppespil og playoff, som kørte i tre sæsoner 05/06, 06/07 og 07/08.
Elfsborg-kampen var en kvartfinale, som blev afviklet over én kamp, og den blev spillet på svenskernes kunstgræs på Borås Arena, hvilket fik Daniel Rommedahl til at tage dette kunstværk.
Elfsborg var regerende svenske mestre, og det samme var vi, så det var et mestermøde, selv om deres guld var af nyere dato på grund af den svenske kalenderårsturnering.
I efteråret havde vi desuden knækket koden med de europæiske gruppespil og blandt andet slået Man. United i Champions League, så svenskerne meldte kvartfinalen op som en ”drömlottning”, og det trak da også over 6.000 tilskuere ud i kulden.
Vores svenske forward, Fredrik Berglund, havde nok osgå drømt om at spille på sin gamle hjemmebane, men han startede på bænken, da Ståle foretrak Atiba Hutchinson som angriber ved siden af Ailton Almeida – eller måske snarere lidt bagved i en friere rolle, sådan som Grønkjær nogle gange gjorde i de europæiske kampe. Grønkjær selv spillede venstre kant i denne startopstilling:
Jesper Christiansen – Oscar Wendt, Brede Hangeland, Michael Gravgaard, Niclas Jensen – Michael Silberbauer, Tobias Linderoth, Hjalte Nørregaard, Jesper Grønjkær – Atiba Hutchinson, Ailton Almeida
Berglund kom ind for Ailton midt i 2. halvleg, hvor Kvist togså afløste Silberbauer på kanten.
Marcus Allbäck var skadet, så nyankomne Ailton fik altså chancen, og da også Lars Jacobsen døjede med en skade, spillede Oscar Wendt højre back.
Elfsborg-holdet: 30 Johan Wiland – 5 Martin Andersson, 13 Jon Jönsson, 22 Andreas Augustsson, 2 Mathias Florén – 21 Léandre Griffit (46.: 24 Stefan Ishizaki), 10 Samuel Holmén, 8 Anders Svensson, 7 Jari Ilola, 6 Daniel Alexandersson (83.: 12 Joakim Sjöhage) – 17 James Keene (70.: 9 Mathias Svensson).
Hjalte Nørregaard åbnede scoringen efter selv at have startet angrebet med en bolderobring nede på midten og afsluttede angrebet med at passere Johan Wiland, som vogtede Borås-buret. Det blev han og blev ved med to år endnu, før vi hentede ham i vinteren 2009 (dvs vi skrev kontrakten i sommeren 2008, men han spillede sæson færdig i Elfsborg).
Trods en del svensk boldbesiddelse holdt vores føring til pausen, og kort ind i 2. halvleg øgede Michael Silberbauer til 2-0. Inden længe sørgede Brede Hangeland dog for ny spænding, da han sparkede til Anders Svensson i stedet for til bolden, og Samuel Holmén reducerede til 1-2 fra 11-meter pletten.
Elfsborg pressede hårdt for udligning og befandt sig nok også bedre end os på kunstgræsset, men Jesper Christiansen diskede op med et par store redninger, når det brændte mest på. Han skiftede senere til Elfsborg i 2010 og spillede der et par sæsoner.
Mod slutningen fik Grønkjær et sjældent rødt kort, da han fik sit andet gule kort af den norske dommer Tom Henning Øvrebø, men vi holdt stand og var klar til semifinalen.
Her slog vi Helsingborgs IF 3-1 i Parken, men tabte siden finalen 0-1 til Brøndby og gik således glip af et royalt hattrick efter finalesejre mod IFK Göteborg og Lillestrøm i de to foregående sæsoner. Og herefter døde turneringen.