Tom Høgli spillede hele kampen i Norges 1-0-udebanesejr over Aserbajdsjan og en halv kamp i venskabsnederlaget mod Estland.
Stephan Andersen sad på bænken i Danmarks sejr over Serbien, men fik hele kampen i tirsdagens træningskamp mod Rumænien.
Youssef Toutouh var vores eneste spiller denne gang på U21-holdet, der spillede to gode kampe – uafgjort mod Tjekkiet og sejr over Italien. Han spillede hele kampen mod Italien og fik en halvleg mod tjekkerne.
Mikael Antonsson og Pierre Bengtsson spillede hele kampen i Sveriges uafgjorte udebanekamp mod Montenegro. Her sad Alexander Kacaniklic på bænken uden at få spilletid. Det fik han til gengæld fra start i det efterfølgende nederlag i venskabskampen mod Frankrig, hvor også Pierre Bengtsson fik en halvleg.
Men allermest bemærkelsesværdig var nok vores færing Brandur Olsen, der havde sin del i den færøske scoring til denne EM-kvalifikationsturnerings absolut største overraskelse, da Grækenland blev besejret på udebane med 1-0. Et eksorbitant stort resultat for det lille ørige.