Sådan slår man tilbage: 5-1-sejr i Farum!
Efter to nederlag indenfor få dage kom løverne tilbage på sporet med en sejr i Farum - og sikke en af slagsen: 5-1 og den største sejr i Farum nogensinde!
Kampens første mål faldt i det 19. minut og var en suveræn scoring, hvor Diks fandt en dybdeløbende Lerager, der første gang lagde den af til Stage, som spillede videre til Wind, der første gang fandt Bøving i venstresiden, og den 18-årige kantspiller spillede på førsteberøringen videre ind foran mål, hvor en fri Stage nemt kunne trille kuglen i kassen. Simpelthen et af Superliga-sæsonens allerbedste mål - og så var der fest i det fyldte udebaneafsnit i Farum.
Kamil Grabara reddede FCNs bedste forsøg i første halvleg - et fladt skud fra Magnus Kofoed, og stillingen blev ved de 0-1 ved pausen.
Men 2. halvleg var der dømt målfest.
Der var kun spillet fire minutter, da et delikat Jonas Wind-chip spillede Kevin Diks fri i højreside, og hollænderens tværpasning sendte Mads Døhr Thycosen i eget net bag den debuterende reservekeeper Ogura.
Få minutter senere stod Nagalo helt fri på et hjørnespark og reducerede til 1-2, og spændingen var pludselig tilbage i opgøret.
Det varede heldigvis ikke længe, for kort efter var føringen igen på to mål.
Et Pep Biel-frispark sendte David Khocholava tilbage ind foran mål, og Kevin Diks kom bragende og pandede kraftfuldt bolden i nettet - hans 6. mål i alle turneringer i denne sæson.
Det blev også 4-1 omkring en times spil, da Jonas Wind med endnu et lækkert lob fandt Pep Biel, der langt udefra selv lobbede bolden i mål - topscorerens 6. Superliga-mål i sæsonen hidtil.
Mod slutningen kom indskiftede Isak Bergmann Johannesson på tavlen med sit første FCK-mål, da han fulgte op på et afrettet Pep Biel-forsøg og gjorde det til 5-1.
FCM vandt tidligere søndag 1-0 over Randers og dermed følger vi i hælene på midtjyderne i toppen af tabellen.
Næste opgave er Lincoln Red Imps i Conference League på torsdag i Parken - kom ind og støt drengene i Europa!
Læs mere og se højdepunkter her på siden senere.
>> Få gruppespilspakke med alle tre hjemmekampe i Europa for kun 299,-!