School of Excellence styrker organisationen
F.C. København har ansat Klavs Rasmussen som træner i School of Excellence, hvor han sammen med det øvrige trænerteam skal arbejde fokuseret med udviklingen af klubbens unge talenter.
Klavs Rasmussen får samtidig ansvaret for F.C. Københavns U17 Ligahold.
Klavs Rasmussen har DBU´s P-trænerlicens og er en erfaren og dygtig træner, som tidligere i karrieren både har arbejdet med talentudvikling og trænergerningen på højeste seniorniveau i Danmark.
- Vi søger hele tiden at styrke og udvikle talentmiljøet i School of Excellence, og vi har gennem længere tid kigget på muligheden for at tilføre organisationen ekstra ressourcer, erfaring og faglighed. Derfor er det en glæde og en stor tilfredshed, at det er lykkedes os at tilknytte en ambitiøs kapacitet som Klavs til vores i forvejen dygtige og talentfulde stab af trænere i School of Excellence, siger Manager Michael Mio Nielsen.
Med baggrund i ønsket om, at styrke ressourcerne og kompetencerne omkring U14 og U15 holdet, tilknyttes samtidigt den tidligere F.C. København spiller Jacob Neestrup, som ekstra cheftræner i U14-15 gruppen. Jacob Neestrup er netop nu i gang med at tage DBU´s A-trænerlicens.
- Jacob er en engageret og talentfuld ung træner med et stort potentiale der senest, som træner for vores U17 Ligahold, har vist, at han både som menneske og træner besidder de rigtige kvaliteter. Med tilknytning af Jacob til det i forvejen stærke trænerteam omkring vores U14-15 hold, har vi virkelig styrket vores organisation og talentudviklingen i School of Excellence yderligere, siger Michael Mio Nielsen.