Sent sejrsmål sender løverne i kvartfinalen
Efter en ret lige indledning på kampen kom Sønderjyske foran efter 17 minutter, da Rasmus Vinderslev fik drømmetræf på et langskud fra ca. 25 meter, efter at vi havde clearet et indlæg.
Det gav dem ekstra selvtillid, men fik ikke for alvor løverne i gang. Selv om vi Achouri og Mattsson havde nærgående forsøg inden pausen, så var spillet generelt for langsomt og omstændeligt med for mange fejl og upræcise dødbolde og indlæg.
Claesson og Elyounoussi kom ind fra 2. halvlegs start og bidrog til, at det snart blev en helt anden kamp - og helt fortjent fik vi midt i 2. halvleg udbytte af mange gode angreb, da Maxime Soulas styrede et Elyounoussi-skud i eget net.
Siden pressede vi tålmodigt for en afgørelse i ordinær tid, men trods flere nærgående forsøg trak det op til forlænget spilletid. Men et minut inde i den forlængede spilletid opsnappede Claesson en dårlig clearing og bankede bolden ind til sejrsmålet, der sender os i kvartfinalerne.
Næste kampe
Efter tre udekampe i træk venter der nu to hjemmekampe i Parken mandag og torsdag mod Silkeborg og Istanbul Basaksehir, og billetsalget er allerede i fuld gang på billet.fck.dk.