Når F.C. København søndag møder SønderjyskE på udebane, så bliver det uden Nicolai Jørgensen på banen. Offensivspilleren fik problemer med sin lyske under opvarmningen mod Hobro i søndags, og det er nu besluttet, at han bliver hvilet i denne Alka Superliga-runde for en sikkerheds skyld.

Federico Santander udgik også af kampen mod Hobro, men han er begyndt træningen igen. Lørdagens afsluttende træning vil afgøre, om han er klar til kampen i Haderslev søndag kl. 16.

Samtidig nærmer Pelle Nilsson og Benjamin Verbic sig igen fuld træningsstyrke. Nilsson træner nu sammen med resten af holdet, mens Verbic forventes at indgå fuldt i træningen i næste uge.

Endelig går Tom Høglis genoptræning planmæssigt fremad, og han vil også være tilbage på træningsbanen i den kommende uge dog i et mere begrænset omfang.