Skov udtaget til A-landsholdet: Super glad og stolt
Efter at han uheldigvis måtte melde afbud med en skade til seneste landsholdssamling i marts, er Robert Skov nu igen udtaget til A-landsholdet og kan dermed snart få debut i rødt og hvidt på sin normale hjemmebane i Telia Parken.
"Jeg er super glad og stolt over at være udtaget. Det er en stor ære at repræsentere sit land, og jeg glæder mig rigtig meget. Nu handler det i første omgang om at slutte Superliga-sæsonen ordentligt af og få en sejr foran alle vores fans - det har de i den grad fortjent - og så glæder jeg mig til at møde op i landsholdslejren og vise mit værd," siger Robert Skov, der er noteret for hele 28 Superliga-mål i sæsonen inden sidste spillerunde på lørdag mod FCN.
Åge Hareides tropper skal spille to EM-kvalifikationskampe i denne omgang - først mod Irland den 7. juni kl. 20.45 og siden Georgien den 10. juni kl. 20.45 - begge kampe i Telia Parken.
Udover Skov er også holdkammeraterne Peter Ankersen og Andreas Bjelland udtaget til truppen.
>> Læs alt om lørdagens guldfejring i Fælledparken og Telia Parken