Solid indsats bag 2-0 over FCN
Dame N’Doye var tilbage i løvernes startopstilling og dannede angrebsduo med Morten Nordstrand, mens Ragnar Sigurdsson – ligesom i 2. halvleg mod Shamrock - afløste den skadede Johnny Thomsen på højre back-pladsen. På den centrale midtbane indledte Thomas Kristensen sammen med Claudemir, mens Christian Grindheim tog på plads på bænken sammen med bl.a. César Santin.
Pokalvinderne fra Nordsjælland indledte med de samme 11, som spillede 1-1 hjemme mod AC Horsens sidste weekend, og de lagde umiddelbart bedst fra land i de første 5-10 minutter – men det var hjemmeholdet, der var farligst i feltet. Diouf havde en flad afslutning, som Jesper Hansen holdt godt fast i, mens Nordstrand lurede på riposten, og da Andreas Bjelland var uopmærksom ved en tilbagelægning til Hansen, fik N’Doye tacklet bolden fra keeperen til en helt fri Nordstrand, som desværre ikke fik bolden under kontrol.
Bjelland forsøgte at gøre skaden god i den anden ende med et halvfarligt hovedstød efter hjørne, men Wiland var på tæerne og fik slået bolden væk. Og efter 16 minutter tog kampen så en afgørende drejning. N’Doye headede et godt sparket Bolaños-hjørne på stolpen, hvorfra bolden studsede ind foran mål, hvor Nordstrand stod præcis det rigtige sted og kunne heade bolden over stregen, inden forsvarerne nåede at gribe ind.
Det gav hjemmeholdet mere ro over spillet, og samtidig stod forsvaret solidt og sikkert og bortset fra en enkelt chance til Lawan, som Wiland hurtigt var ude og parere, så slap man ikke nordsjællænderne frem til noget som helst. Bolaños viste mange små lækkerier på kanten, og Thomas Kristensen var både en god arbejdskraft og kreativ igangsætter på den centrale midtbane. Det sidste kvarters tid af halvlegen dalede tempoet lidt, men til gengæld kom der for alvor gang i løjerne de sidste fem minutter før pausen, hvor hjemmeholdet flere gange var tæt på at bringe sig yderligere i front.
TK spillede Bengtsson i venstre side og med et fremragende indlæg fandt han N’Doye inde foran, men han kom en anelse for dybt i bolden, så hans hovedstød gik lige over mål. Sigurdsson skabte sig en pænt stor mulighed, da han gik godt med frem i højre side, tacklede bolden til sig og tog den med ind i feltet, men hans venstrefods-afslutning strøg lige over det fjerneste målhjørne.
Inden pausefløjtet nåede Diouf at få en endnu større chance, da Nordstrand hurtigt tog et frispark – for hurtigt, mente flere FCN-spillere – og sendte 13’eren helt fri i feltet, men han sendte sin afslutning lige forbi mål.
2. halvleg startede lidt ujævnt fra begge sider, man stadig havde københavnerne udmærket styr på begivenhederne, for selv om gæsterne havde bolden mere end før pausen, så kom de ikke frem til noget som helst. FCN indskiftede Mikkel Beckmann efter en halv snes minutter, og han indkasserede kort efter gult kort for at flå N’Doye i trøjen og bremse ham, efter han havde mistet bolden til ham midt på banen.
Kort udgik N’Doye til fordel for Grindheim, mens Diouf i stedet gik op i angrebet, og Claudemir ud på venstrekanten. Nordmanden satte sig straks i respekt med flere resolutte indgreb, men offensivt kom der ikke alverden ud af hjemmeholdets anstrengelser.
En snes minutter før tid kom Thomas Delaney på banen i stedet for Bolaños, og som tiden gik vejrede gæsterne håb om at kunne stjæle det ene point, men nærmere end et godt langskud fra indskiftede Matti Lund kom man ikke, og det tog Wiland sig sikkert af.
I stedet kunne Delaney definitivt lukke kampen i det første minut af Jakob Kehlets overtid, da han tog et godt løb langs venstrekanten, mens Claudemir førte et kontraangreb op i højre side – brasilianerens indlæg passerede på tværs gennem feltet til den fremstormende Delaney, som fra hjørnet af det lille målfelt udplacerede Jesper Hansen med en flad afslutning i den modsatte side af målet.
En koncentreret og stabil indsats sikrede yderligere 3 point på kontoen, og det var glædeligt at se, at mestrene igen formåede at lukke godt af nede bagved. Stadig kan det i perioder knibe lidt med at finde hinanden i det fremadrettede spil, men man kom dog også i dag til en håndfuld store chancer og var ikke langt fra at ”lukke og slukke” allerede før pausen.