Kamil Grabara

Spillerreaktioner: Ikke en drømmestart

Carlos Zeca
Det var selvfølgelig ikke en drømmestart for os, specielt når jeg følte, at vi var det bedste hold. De scorede vel kun takket være fejl fra vores side, og vi forærede kampen væk, med de fejl vi lavede - og selvfølgelig var det frustrerende, at de scorede på deres første chance. 

Vi reagerede dog fint på deres scoring og kom hurtigt på 1-1 – og så på 2-1 tidligt i 2. halvleg. Så lavede vi ikke bare en, men nok tre fejl ved 2-2, og når vi laver den slags fejl, er det svært at vinde kampe. Jeg synes, at vores forberedelse til kampen har været god, jeg havde en god fornemmelse og følte mig helt klar, så det er ikke en undskyldning for pointtabet. 


Kamil Grabara
Ingen tvivl om, at jeg skulle have reddet ved 0-1. At vi kom bagud på deres første chance var selvfølgelig hårdt for os, specielt her i vores eget stadion foran egne fans. Ved 2-2 lavede vi så nogle fejl, og så blev det jo ikke nemt for os. 

Ovenpå sidste sæson er det måske nemt at sige, at forsvaret er problemet, men det er nemt at sige efter bare en kamp - så lad os se på det efter nogle flere kampe. Tak til vores fans, jeg følte virkelig at de stod bag os - og vi ville godt have givet dem en sejr. 


Nicolai Boilesen
At jeg har fået to røde kort på tre måneder, er da belastende, det er ikke godt nok, og jeg havde gerne været dem foruden. Det første røde kort, det med hånden, var nok dummere, men i dag var det en hård tackling, hvor jeg jo giver dommeren muligheden for at udvise mig. Det var ikke intensionen at skade ham, og jeg skulle have trukket benet mere til mig, men ja, det så lidt voldsomt ud.

Vi havde naturligvis drømt om den gode start, men vi ser, at de fleste hold her i starten har svært ved at spille det perfekte spil, og det havde vi også i dag. I den periode efter vi er kommet foran, der skulle vi have kontrolleret kampen meget bedre, og deres to mål er jo irriterende. Det første var klumpspil i to omgange og så en afslutning fra en skarp vinkel, og ved nummer to fik vi ikke clearet et indlæg, det ramte så en af vores egne og så var Kusk helt fri. 

Indtil det røde kort syntes jeg ikke, at AaB vadede i chancer, altså udover deres to mål, men individuelle fejl og detaljer i spillet blev udslagsgivende. I de to målgivende situationer var vi ikke gode nok, vi havde jo muligheden, i flere omgange, for at afværge ved begge mål, det lykkedes bare ikke. Nu indkasserede vi så to mål på hjemmebane, og det er jo ikke hvad vi vil.