Národný futbalový štadión - Bratislava

Spotlight på Slovan: Tredobbelte slovakiske mestre

Magtfaktor i slovakisk fodbold
Slovan Bratislavas historie går tilbage til 1919, hvor klubben blev grundlagt under navnet 1. CsSK Bratislava. Siden havde den flere navne, før den i 1953 kom til at hedde Slovan Bratislava.

Efter at Slovakiet fik sin egen liga i 1993, vandt Slovan de første tre mesterskaber, og de har også vundet de tre seneste, heraf to gange The Double.

Med i alt 11 titler er de den mest vindende klub foran Denis Vavros gamle klub, MSK Zilina, der har syv titler. Seks andre klubber har vundet mesterskabet en eller to gange.

Tidligere vandt Slovan også otte tjekkoslovakiske mesterskaber, hvilket var det fjerdehøjeste efter Prag-klubberne, Sparta, Slavia og Dukla.

I øjeblikket er Slovan det eneste hold fra hovedstaden i den bedste liga, men byens næststørste klub, Inter, vandt  to mesterskaber i 99/00 og 00/01. Efter store økonomiske problemer i 2009 måtte klubben dog rekonstrueres og begynde forfra i 6. division, og de er foreløbig kun kravlet op i 3. division.

Národný futbalový štadión - Bratislava
Slovans nye, flotte hjemmebane, Národný futbalový štadión. Foto: Sam Bagnall, AMA/Getty Images

Slovans seneste sæsoner
Den slovakiske Fortuna Liga har, ligesom 3F Superliga, et grundspil på 22 runder og et slutspil på 10 runder.

I 2018/19 endte Slovan 23 point for Dunajska Streda, og i 2019/20 endte de 17 point foran MSK Zilina. Så selv om de sidste sæson ”kun” sluttede 6 point foran Dunajska, så vidner det om en liga, hvor Slovan reelt er en klasse bedre end alle de andre.

>> Læs mere om efterårets europæiske gruppespil

Denne sæson topper de også tabellen, og efter fem sejre på stribe smed de deres første point i søndags med 1-1 ude mod Dunajska. Et pointtab, der nok er til at leve med, for Dunajska ser ud til at være et af de få hold, der kan presse dem lidt. Det kan Zilina måske også, og dem får de besøg af på søndag.

Geografisk er Dunajska også en af de nærmeste rivaler, kun ca. tre kvarters kørsel syd for Bratislava langs Donaufloden. Bratislava ligger næsten lige så tæt på Wien og på den ungarske grænse, så vi er et stykke væk fra vores seneste og slovakiske besøg i Zilina, som ligger i den nordlige del af landet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

unibet ANNONCE | 18+ | STOPSPILLET.DK | SELVUDLUK VIA ROFUS.NU | SPIL ANSVARLIGT


Slovan i Europa
Klubben har, som den eneste fra Slovakiet/Tjekkoslovakiet, vundet en af de europæiske cup-turneringer, da de i 1969 slog Barcelona 3-2 i finalen i EC for pokalvindere.

Siden er der løbet meget vand i Donau, men i kraft af Slovans solide hjemlige dominans, har de også i nyere tid deltaget regelmæssigt i europæisk fodbold, men er aldrig nået længere end til tre Europa League-gruppespil:

  • 11/12 mod Athletic Club, RB Salzburg og PSG (nr. 4 med 1 point)
  • 14/15 mod Napoli, Young Boys og Sparta Prag (nr. 4 med 0 point)
  • 19/20 Braga, Wolverhampton og Besiktas (nr. 3 med 4 point efter den første gruppesejr på 4-2 hjemme over Besiktas)

Sidste sæson, hvor der som bekendt kun var én kamp pr. kval.runde, blev Slovan først elimineret af CL-kval. af færøske KÍ med et sviende 0-3-nederlag på Island, og siden af EL-kval. af finske KuPS. Det skal retfærdigvis siges, at finnerne udlignede Slovans 1-0-føring i sidste minut af den forlængede spilletid, og siden førte Slovan også straffekonkurrencen, indtil de brændte de to sidste spark...

Anfører Horváth løfter pokalen i 1969
Under kaotiske jubelscener i Basel løfter anfører Alexander Horvath pokalen i 1969 efter sejren over Barcelona. Foto: youtube.com


13. europæiske sæson i træk
Denne sæson er Slovans 13. europæiske sæson i træk, og de indledte den allerede 7. juli med at slå Shamrock Rovers 2-0 hjemme i CL-kval. Slovan tillod sig endda at brænde et straffe i sidste minut, og det kunne være blevet dyrt, for i returkampen var de bagud 0-2 til et kvarter før tid, men gik videre med et 1-2-nederlag.

I næste CL-kval.runde tabte de til Young Boys. Efter 0-0 hjemme, var Slovan bagud 0-3 i Bern, inden de reducerede to gange på deres eneste forsøg inden for målrammen.

Så røg de over i EL-kval., hvor de besejrede Lincoln Red Imps, som sjovt nok også er endt i vores gruppe. Slovan vandt let 3-1 på Gibraltar, men efter en slovakisk udvisning af Vernon De Marco i hjemmekampen, så udlignede Lincoln til 1-1 i allersidste minut.

EL-gruppespillet glippede dog, da Slovan tabte 0-3 ude mod Olympiakos og kun spillede 2-2 hjemme, hvor De Marco i øvrigt blev vist ud igen. Denne gang med direkte rødt og allerede efter 25 minutter, så den argentinsk fødte back misser halvdelen af gruppespillet på grund af tre dages karantæne.

Weiss-dynastiet
Slovan trænes af den 56-årige Vladimir Weiss, som tiltrådte i år efter at have været landstræner i Georgien de seneste fire år og derfor har et godt kendskab til David Khocholava.

Fra 2008-12 stod han også i spidsen for Slovakiets landshold og førte nationen til den første og hidtil eneste slutrunde-deltagelse ved VM i 2010. Her skrev de sig for alvor ind i historiebøgerne ved at sikre en plads i 1/8-finalerne på bekostning af Italien, som de slog 3-2 i den afgørende gruppekamp.

Weiss nåede som aktiv selv 12 landskampe for Slovakiet samt 19 for Tjekkoslovakiet, inden landet definitivt blev delt i to, og han spillede sine fleste kampe for Inter Bratislava.

Weiss’ far hed også Vladimir og var også topspiller og bl.a. med til at vinde OL-sølv for Tjekkoslovakiet i 1964. Han gik bort i 2018 i en alder af 78 år.

Vladimirs egen søn - altså Slovan-trænerens - hedder minsandten også Vladimir og er kantspiller på det nuværende Slovan-hold. Han er i dag 31 år, men som ung var han på kontrakt i Manchester City og fik også en enkelt Liga Cup-kamp på klubbens bedste mandskab. Han var dog ikke med i deres seneste kamp på grund af en skulderskade og er tvivlsom til torsdag.

Vladimir Weiss
Cheftræner Vladimir Weiss - og i forgrunden hans søn med samme navn. Foto: Stephen McCarthy, Getty Images


Slovan-truppen
Den faste keeper, 25-årige Adrian Chovan på 192 cm, kom før denne sæson fra slovakiske Zlaté Moravce og er noteret for U21-landskampe.

Adrian Chovan
Slovan-keeperen Adrian Chovan. Foto: DeFodi Images / Getty Images


Slovan spiller normalt med en firemands-bagkæde, hvor de som sagt må undvære den normale venstre back, De Marco. Også den brasilianske venstre back, Lucas Lovat, er langtidsskadet, så løsningen kan være den unge Matus Vojtko, som de hentede kort før transferdeadline i Michalovce, men som er ret uerfaren.

Alternativt kan de rykke den 32-årige bulgarer, Vasil Bozhikov, ud på backen. Den 32-årige bulgarer, som har repræsenteret sit land 33 gange, spiller normalt i centerforsvaret med en anden erfaren herre, georgiske Guram Kashia.

Kashia kom til Slovan inden denne sæson, måske via cheftræner Weiss' kendskab til ham fra landsholdet, hvor han har optrådt 89 gange. Kashia er således også en god bekendt af David Khocholava.

Vasil Bozikov
Georgieren Vasil Bozhikov hopper højest mod Young Boys. Foto: Christian Kaspar-Bartke, Getty Images.


Slovakkerne Lukas Pauschek og David Hrnčár har skiftedes på højre backen, men Pauschek har været den foretrukne i de europæiske kampe.

Om Slovan spiller 4-4-2 eller 4-2-3-1 må tiden vise, men på den centrale midt finder man normalt en anden af Khocholavas landsmænd, den 35-årige Jaba Kankava, der har 98 A-landskampe for Georgien. Ham hentede Slovan også i sommer (fra Valenciennes), og ligesom Khocholava har han spillet en del år i Ukraine for bl.a Dnipro og Kryvbas.

De sidste kampe har hollænderen Joeri De Kamps også spillet central midt. Han har efterhånden været fem år i Slovan efter at være vokset op gennem i Ajax’ ungdomsrækker, hvor han spillede både på U19 og på førsteholdet sammen med Boile. De to er født med seks dages mellemrum i 1992 – men i henholdsvis Amsterdam og Ballerup…

Joeri de Kamps
Joeri de Kamps. Foto: Stephen McCarthy, Getty Images


Den tjekkiske venstrekant Jaromir Zmrhal ligner en af de sikre startere. Slovan hentede ham i Brescia i sommer, og inden da spillede han i Slavia Prag, hvor han var anfører, da vi mødte dem i Europa League-gruppespillet i efteråret 2018. Efter at have været væk fra det tjekkiske landshold et par år, har han været med igen i de seneste kampe og i alt nået 18 kampe for sit land.

Den nye venstre wing, englænderen Andre Green, kan også benyttes i højre side. Han er fra Aston Villas akademi, men blev som så mange andre lånt ud til højre og venstre til klubber som Portsmouth, Charlton og Preston og fandt aldrig rigtig fod(bold)fæste i sit hjemland.

På højrekanten har Slovan også brugt den serbiske offensivspiller Aleksandar Čavrić. Hvis navnet virker bekendt, så var han udlejet fra Genk til AGF i 15/16-sæsonen, hvor han fik en snes kampe.

I forreste linje mangler Slovan deres tre mest scorende fra sidste sæson. Topscorer Rafael Ratao (14 mål) er solgt til Toulouse, David Strelec (9 mål) til Spezia Calcio, og David Holman (10 mål) er skadet.

Senest har man foretrukket nigerianeren Ezekiel Henty, som har været vidt omkring i blandt andet italiensk, slovensk, russisk, ungarsk og kroatisk fodbold. Han kom som ung til AC Milans akademi, men nåede kun til deres Primavera-hold, inden han røg videre.

Ezekiel Henty
Ezekiel Henty jubler efter sin reducering til 3-2 mod Young Boys. Foto: Christian Kaspar-Bartke


Blandt klubbens mange nye ansigter har de også lånt en anden bekendt af dansk fodbold, Samuel Mráz, som Brøndby lejede i Empoli i 19/20-sæsonen. Ligesom Cavric fik han en snes Superligakampe, heraf cirka halvdelen fra start. Spezia Calcio købte ham i august i år, men har altså nu sendt ham til Bratislava, hvor han debuterede i søndags mod Dunajska med et indhop i den sidste halve time.

I denne multikulturelle fodboldverden har Slovan også lejet en schweizisk angriber med brasilianske rødder, den 22-årige Adler Da Silva. FK Pohronie, et af bundholdene i den slovakiske liga, hentede ham i den schweiziske tredje divisionsklub Stade Nyonnais i juli, men har altså nu lånt ham videre til de tredobbelte mestre, og han fik også debut i søndags med små 10 minutter på banen.