Ståle: - Det er hele holdet der spiller godt

Ståle: - Bolaños var vores bedste spiller











F.C. København lagde stille fra start i søndagens kamp mod FC Nordsjælland, men efter en halv time skete der ting og sager – og det i form af to hurtige straffespark til Byens Hold. Begge straffespark førte til scoringer, og selvom FC Nordsjælland fik reduceret i 2. halvleg, så var sæsonens 14. sejr aldrig rigtig i fare.  

Af Jan Eliassen

Efter en omgang ”Hvem var det der vandt i dag…” i omklædningsrummet, så havde træner Ståle Solbakken disse kommentarer til dagens kamp:


- Bortset fra resultatet, så er der ikke så meget vi kan bruge dagens kamp til – bortset fra, at vi kommer gennem dagens kamp uden at slide for meget på spillerne, og dermed har vi alle mand klar til onsdagens kamp i Rusland.


- FC Nordsjælland får en god start, men så kommer vi ind i kampen og få scoret vores to mål – og derfra er kampen slut. De scorer godt nok et sent mål, men herefter har de jo ingen chancer.


Der var en del diskussion i forbindelse med kampens første straffespark. Om den situation sagde Ståle:


- Der er en 18-19 spillere der desperat kæmper om bolden, og så samler Bjælland bolden op med hænderne. Hvis man ser TV-billederne, så er der ingen andre end ham der ser ud til at have hørt en fløjte. At det er to straffespark vi vinder på, betyder ikke så meget for mig, bare vi vinder. Jeg synes ikke vi spiller med den fornødne fart i dag, men jeg synes nu alligevel det er fortjent vi vinder kampen, og så skal man huske på, at vi ikke kan vinde alle kampe med 5-0 efter at have skabt 17 chancer. 


Dagens bedste var ifølge Ståle Solbakken fra Costa Rica:


- Jeg synes alle mand yder en god indsats i dag, men er der en spiller der skal have speciel ros, så må det være Christian Bolaños. Han var utroligt god både med og uden bold, og var i dagens kamp vores bedste spiller.


Hos FC Nordsjælland måtte målmand Jesper Hansen to gange se sig passeret på straffespark:


- Jeg ved ikke helt hvad der sker da Bjælland samler bolden op, men det ærgrer mig naturligvis, at han tog bolden med hænderne. Det ærgrer mig også rigtig meget, at Claudemir får lov til at score på riposten efter at Santin har brændt – for der skal forsvaret altså være først over bolden. Kort efter scorer Santin så selv, og det var helt klart ikke en del af vores gameplan at være bagud 0-2. Efter det formår vi aldrig at komme helt tilbage i opgøret, selv om jeg egentlig synes vi gør det OK.