Ståle: Christian Poulsen allerede nu en succes
19/10 2014 22:00
Efter kampen fik FCK.DK en hurtig kommentar fra den norske cheftræner:
- De sidste 17-18 minutter af 1. halvleg er rigtig gode, specielt i perioden efter målet, hvor vi skulle have scoret nogle flere mål. Starten af 2. halvleg er også god, men den sidste del af 2. halvleg er alt for uroligt. Vi skulle have været i stand til at holde meget bedre på bolden, vi skulle have været bedre til at cirkulere den, og så få afsluttet vores angreb ordentligt.
- Nicolai var træt til sidst, men jeg ville gerne presse ham lidt, og derfor er det andre spillere der udskiftes. Jeg synes vores indhoppere gør det godt, og i det hele taget var det godt at spille en kamp, hvor der ikke skabes rigtige chancer mod os. Defensivt gør vi det godt – og det havde vel været en komplet kamp, hvis altså Nicolai havde scoret på en af sine to store chancer.
Om situationen ved straffesparket sagde Ståle Solbakken:
- Jeg synes der er straffe, for der hives i ham. Så ingen tvivl om, at den kan dømmes. Nicolai havde gerne taget straffesparket, men jeg havde bestemt mig, det var Alexander Kacaniklic der skulle sparke.
At Christian Poulsen fik comeback glædede nordmanden:
- Christian Poulsen har allerede nu været en stor succes. Han er den første til træning, han er den sidste til træning, og det er godt for vores unge spillere. Vi har mange unge i vores startopstilling, og her er det som sagt godt at se en spiller som Christian, en spiller der har prøvet både medgang og modgang, og vel er en lidt undervurderet dansk landsholdsspiller, for han har haft en outstanding karriere udenlands.