Ståle: CSKA er et spændende, offensivt hold

Som altid før europæiske kampe var der et kort pressemøde, inden spillerne trænede på torsdagens kampbane i Sofia:

"CSKA er et spændende, offensivt hold med nogle attraktive offensiv-spillere," lød Ståles korte karakteristik, da den bulgarske presse spurgte om hans kendskab til morgendagens modstander. 

Det er kun halvandet år siden, vi senest spillede hernede mod Ludogorets, men der er sket meget siden dengang:

"Vi er et helt andet hold, og vi har andre styrker og svagheder end dengang. CSKA spiller også anderledes end Ludogorets, men hvis man skal sammenligne de to kampe, kam man måske sige, at der er endnu mere pres på denne gang, fordi begge hold gerne vil i gruppespillet."

"Her inden den første kamp vurderer jeg chancerne som meget lige. Men jeg håber selvfølgelig at sidde her torsdag aften med et resultat, der gør at vi er favoritter inden returkampen i København. Men vi har stor respekt for CSKA, og jeg tror, det bliver en tæt kamp - ligesom sidst vi var her," sagde Ståle.


Bulgarerne ville også høre, om Ståle og holdet er betænkelige ved den hektiske atmosfære fra de ca. 25.000 tilskuere, man forventer på stadion:

"Næh, jo flere mennesker, jo bedre atmosfære, og det er godt for kampen. Så det glæder vi os bare til," lød det fra Ståle.

Det er ikke undgået pressens opmærksomhed, at vi har skiftet meget ud på holdet de seneste år:

"Sådan ændrer fodbolden sig i de her år. Du kan kun holde spillerne 2-3 år, så trupperne ændrer sig hurtigere end tidligere. Jeg tror heller ikke, CSKA's nr. 19 (Kiril Despodov, red.) er her næste sæson. Det er historien med de store fisk, der spiser de mindre fisk og så videre, men du kan ikke gøre noget ved de finansielle vilkår. Gør du det godt, bliver du "straffet", fordi dine spillere bliver mere attraktive og må sælges."

Det sidste spørgsmål gik på, at vi efter salget af Robin har brugt to forskellige målmænd i sæsonens første kampe:

"Ja, og måske spiller vi med dem begge i morgen," kom det prompte (og smilende) fra Ståle som signal til, at nu var spørgetiden udløbet.