Ståle: - Defensivt var vi langt under niveau

Ståle: - Defensivt var vi langt under niveau

Onsdag aften tabte F.C. København for første gang i SAS Ligaen siden den 8. november 2009, og for anden gang i denne sæson var det FC Nordsjælland der besejrede Løverne med 2-0. 

Af Jan Eliassen

At tabe – og at tabe efter at have skabt så mange chancer – var ikke noget der på nogen måde behagede cheftræner Ståle Solbakken: 

  - Rent defensivt var vi langt under niveau, mens spillet frem af banen var OK. Vi skaber 10-12 chancer, men deres keeper har en god dag, og vi er ikke gode nok til at udnytte chancerne. Men defensiven var ikke god nok, og vi må ikke glemme, at de havde tre store chancer inden de kommer på 1-0. Ved begge deres mål, der mister vi bolden alt for nemt på midten af banen.

Om dagens udvalgte spillere sagde Ståle Solbakken: 

- Midtbanen var den samme solide midtbane der har spillet Europa Cup, og Peter Larsson gjorde det i hvert fald lige så godt som Zanka i forsvaret. Det var bare ærgerligt for ham, at han kom ind på en dag hvor 4-back kæden ikke rammer dagen, sagde Ståle og fortsatte: 

- Jesper Grønkjær kan ikke spille både søndag, onsdag, søndag og torsdag – så der har vi en mand mindre, hvilket Danmark også kommer til at have til VM, for hans knæ kan ikke klare det. Han fik 35 minutter i dag, og det var måske endda i overkanten. Ailton Almeida havde været god til træning, så han skulle ind i dag – og alt i alt blev der skiftet tre mand ud i forhold til sidst, men sådan er det engang imellem. 

Ståle var - ikke overraskende – ikke specielt glad for nederlaget til FC Nordsjælland: 

- Det er meget ærgerligt, men vi havde svært ved at omsætte vores chancer til scoring – og vi skulle nok have spillet meget længe for at få fået scoret i dag. Men FC Nordsjælland skal have kredit for at spille en god kamp, og de skabte nok også en fem-seks store chancer. De var gode, men det var nu ikke noget der overraskede mig. 

Nederlag som disse kommer, og det er Ståle helt klar over: 

- Det her var ”dagen”, men vi må op på hesten igen! Vi er igennem 2/3-dele af sæsonen, og uanset torsdagens resultater, så er det stadig os der er i ”pole position”. Kampen frem mod mesterskabet skal nok blive lige – og nu mangler vi nogle spillere i dag, det samme gør OB i de kommende kampe, men det gælder for alle hold, at man jo må stille med de spillere man har til rådighed. 

Til søndagens opgør er der to ting der skal ændres: 

- Det gælder for os om at genfinde vores defensive tryghed, og så må vi ikke skabe 10-12 chancer uden at få scoret nogle mål.

 

Martin Vingaard: Tre point for lidt

- Det var tre point for lidt, men ros til FC Nordsjælland, for de spiller godt. De skaber chancer og det gør vi også, og det er sådan lidt frem og tilbage ved 0-0. Det første mål var vigtigt, og FCN kom nok fortjent foran. Selv glemmer vi at score på vores chancer – og kampen var nærmest magen til sæsonens første kamp oppe i Farum.

Mathias Zanka: Det er hvad der sker nogle gange

- Deres mål til 2-0 var vist hvad man kalder piv-heldigt, men det er hvad der sker nogle gange – jeg tvivler i hvert fald på han havde planlagt det sådan, og det er ikke alt man kan dæmme op over for. Samspillet med Larsson virkede OK, vi er jo skolet på samme måde, og jeg synes ikke der er så meget at pege på. Så nu må vi vinde på søndag, og det tror jeg også vi gør.

Jesper Grønkjær: I dag lignede vi ikke det gode hold vi er

- Vi må se os selv i spejlet, og i dag lignede vi ikke det gode hold vi er. Kæderne hang ikke rigtig sammen, men alligevel får vi skabt de chancer der skal til for at komme foran. Samtidig må vi også være ærlige og sige, at FC Nordsjælland selv havde 2-3 chancer før de kom foran. Men vi skal kunne tåle at tabe en kamp, og nu gælder det bare om at komme op på hesten igen.

William Kvist: FC Nordsjælland kommer frem til alt for mange store chancer

- Vi skaber jo chancerne, så det er ikke det – men Jesper står en god kamp i deres mål, og vi er ikke helt skarpe nok oppe foran. Det er nok defensiven vi kan prikke på i dag, for FC Nordsjælland kommer frem til alt for mange store chancer – og vi kunne også se, at de er gode til at spille bolden rundt. Men vi stod ikke så godt på banen, og hvorfor ved jeg faktisk ikke rigtig?