Ståle Solbakken

Ståle: Der kommer ændringer torsdag

19 spillere har allerede været i aktion i sæsonens første seks kampe, og kun Zeca, Falk og N'Doye er startet inde hver gang. Ståle planlægger også ændringer til returkampen mod Stjarnan torsdag aften:

"Vi har et godt udgangspunkt med 2-0-sejren på Island, så det giver anledning til at lave nogen ændringer i forhold til den seneste kamp, men det vil ikke være sådan, at vi vender op og ned på alting," sagde Ståle på dagens pressemøde, der blev holdt nede ved sidelinjen før spillernes træning i Telia Parken.

Sejren og præstationen mod AaB glædede selvfølgelig alle i FCK-lejren, men Ståle vil ikke vurdere noget ud fra blot en enkelt kamp:

"Jeg har hele tiden følt, at vi var på rette vej, men vi fik en dårlig opstart, hvor vi bl.a. måtte spille de første træningskampe uden forwards og med flere i truppen, der haltede lidt efter fysisk. Men vi har arbejdet langsomt men sikkert fremad, og det er blevet bedre og bedre, og det håber vi selvfølgelig fortsætter. Kampene falder tæt i øjeblikket, men det er jo sådan vi gerne vil have det, så vi kan komme i europæisk gruppespil. Men der er lidt ekstra pres på programmet på grund af VM, så der ikke er nogen pauser i midtugekampene. Men forhåbentlig skal vi spille hver torsdag hele august og sikre pladsen i gruppespillet, så vi også får et travlt efterår."

>> Find din plads til Stjarnan-kampen

Vi er gået ind i den sidste måned af transfervinduet, så de fremmødte journalister var også nysgerrige efter Ståles forventninger på det område:

"Man ved aldrig, hvad der sker. Der kan være store klubber, der gerne vil have nogle af vores spillere, og der kan også ske andre ting undervejs, så vi selv må gøre noget, så det er for tidligt at sige noget om nu. Vi ved jo heller ikke endnu, om vi skal have en trup til Superligaen eller også til europæisk gruppespil," sagde Ståle, som gerne ville være lidt mere konkret med hensyn til en enkelt spiller:

"Vi er løbende i dialog med Keita om hans situation. Han var ude i lang tid, efter han kom tilbage fra Halmstad, og lige nu ligger han et stykke fra de andre. Men han har trænet godt med de seneste uger og også spillet en times tid i to af U19-holdets træningskampe, men han skal bruge mere kamptræning for at komme videre i sin udvikling. Men vi er ikke i en situation, hvor vi kan give ham de 8-10 kampe, han trænger til, og derfor kan et lejeophold godt komme på tale, for vi tror stadig på ham," sluttede Ståle.


>> Derby 12. august: Billetter til nedsatte priser