Ståle: Det begynder at se bedre og bedre ud
Trods to sene kroatiske mål i sommerens sidste testkamp, kunne Ståle se mange tegn på fremgang:
"Det var en fin træningskamp i et højt tempo, hvor vi så det, vi også har set på træningsbanen, at nogle er helt klar, mens andre har brug for en uge mere," sagde Ståle efter dagens 0-2-nederlag til Osijek, der afgjorde kampen i det sidste kvarter.
"Det har lidt at gøre med, hvor de forskellige er kommet i gang efter sommerpausen, men der begynder at tegne sig et billede, der ser bedre og bedre ud. Vi ser på træning, at nogle er klare og andre har brug for en uge mere, det har lidt at gøre med hvornår de forskellige er kommet ind hvornår."
"Efter en lidt hård start på kampen, dominerer vi kraftigt i en periode, hvor vi skaber nogle store chancer til Jonas, Viktor og Pieros, hvor vi skulle være kommet foran."
"Men de sidste 20-25 minutter, efter vi begynder at skifte mange ud, så bliver det mere frem og tilbage, og i den fase er de bedre. Men målene giver vi dem jo nærmest, men det kan ske. Det vigtigste var, at vi i lange perioder så ud som et hold, og så må vi bare blive skarpere i begge ender."
"Nogle må bruge den sidste uge godt inden OB-kampen, og måske kommer der en overraskelse eller to i startopstillingen i forhold til hvem der er mest klar på dagen, for det kan godt være, at nogen er lidt længere fremme end de, der normalt spiller. Men nu må vi se, hvad den kommende uge bringer," sluttede Ståle.