Ståle: - Det kan ikke være meget større

Ståle: - Det kan ikke være meget større


(foto: Sportsagency.dk)

 

Det blev en historisk aften – men historien blev skrevet efter en imponerende indsats mod Panathinaikos. F.C. København dominerede gennem hele kampen, og der kunne på ingen måde sættes en finger på hverken indsats eller sejrens størrelse.

Af Jan Eliassen

Resultatet betyder, at der for første gang nogensinde, er et dansk hold i 1/8-finalerne i Europas fineste turnering for klubhold, UEFA Champions League, og dette hold er F.C. København! 

Det var naturligvis noget der i den grad glædede cheftræner Ståle Solbakken, og han sagde om dagens kamp: 

- Kampen er jo mere eller mindre afgjort efter at vi kommer på 1-0. Vi er i fuld kontrol og spiller igen en tæt på perfekt kamp rent defensivt. Offensivt havde vi gode perioder – men også mindre gode perioder – men alligevel er vores sejr jo fuldt fortjent. Spillerne havde været under pres, men de stod imod – og der var nok ikke mange af dem, der ved turneringens start havde troet, at de ville komme så langt. Men jeg må rose spillerne for deres indsats hele vejen igennem puljespillet. 

- Kampen gik som forventet. Jeg regnede med at vi ville være bedre end Panathinaikos, jeg regnede med at vi ville få flere chancer end dem – og jeg regnede også med at vi ville holde nullet. De fik et mål, og det er da irriterende, men det er nu noget jeg godt kan leve med. 

Forespurgt om hvorledes han ville sammenligne det norske landstrænerjob med jobbet som træner i F.C. København, svarede Ståle Solbakken: 

 

- Det kan ikke være meget større at være blandt de sidste 16 i Champions League, men jeg vil ikke sammenligne det med noget andet. Da jeg besluttede mig for at stoppe, så hang det sammen med, at jeg havde gjort det samme i lang tid. Jeg har været 5½ år i den samme klub, med samme stadion, med samme modstandere – som vi har slået næsten hver gang. Jeg føler, at nu hvor jeg næsten har været død en gang, så skulle jeg måske prøve noget nyt, inden jeg dør en gang til. Jeg ved, at jeg er en god klubtræner, og nu vil jeg også prøve at være en god landstræner.

Ståle mener ikke, det bliver helt umuligt at komme i kvartfinalen: 

- Vi har vel en fair chance, specielt mod tyske hold eller Shakhtar Donetsk. Det kommer nok til at knibe lidt mere, hvis vi skal op imod Real Madrid, Manchester United eller Chelsea. Men ligegyldig hvem der venter, så bliver det svært. Men mod de tre førnævnte, og over to kampe, så skal vi vist bruge både meget sne, kulde og held. Real Madrid, Manchester United eller Chelsea vil jeg helst undgå, men jeg ved ikke helt om det samme er tilfældet for spillerne – og Grønkjær vil gerne have Chelsea, men han er jo ”spejlblank”, for han ved jo ikke hvad der venter os… 

Atiba Hutchinson var tilbage i PARKEN, og han nød naturligvis forestillingen: 

- Det var sjovt at være tilbage. Det er den første kamp jeg ser efter jeg rejste, men drengene imponerede mig rigtig meget. De er godt organiseret og de leverer flot angrebsspil – og de har virkelig fortjent at gå videre fra gruppen. 

Jesper Grønkjær var en træt mand efter kampen – men han var også meget tilfreds, og vil som sagt gerne have Chelsea: 

- Vi kan ikke ønske os mere. Det her står som det største i klubbens historie – og det kommer efter et stort efterår. Vi skal nu nyde det, for det her er det rigtige klimaks på efteråret – og det giver os en god følelse at gå på ferie med. Det var vigtigt for F.C. København, specielt når man ser, hvor vi var for et år siden – altså med tanke på den økonomiske situation i klubben, og med at vores træner havde annonceret nyt job. Men med sejren og pladsen i 1/8-finalen, så er vi alle sammen rigtigt glade – og kom så med Chelsea! 

Mathias Zanka Jørgensen: Vi leverer en fantastisk præstation

- Det er fuldt fortjent vi vinder i dag. Vi dominerede dem hele kampen, scorede et flot mål til 1-0 og derfra var vi i fuld kontrol. Vi gav dem nogle enkelte chancer, men vi reddede selv kastanjerne ud af ilden. Jeg synes vi leverer en fantastisk præstation og vi går nu glade på ferie.

César Santin: Tak til tilskuerne i dag

- Jeg er bare glad, og nu kan man virkelig nyde en måneds ferie. Det skal så blive sjovt at komme tilbage og komme i gang igen, og så bliver det jo sjovt at se frem til et møde med et af de store hold. Tak til tilskuerne i dag, de skubbede os virkelig frem – og jeg håber og tror, at de vil være der med samme styrke når vi spiller 1/8-finaler i foråret.

Dame N'Doye: Hvem vi trækker betyder ikke så meget

- Det var en god kamp, og jeg er glad for at vi leverer varen i disse fantastiske rammer. Hvem vi trækker betyder ikke så meget – jeg er bare glad for at være videre, og så synes jeg at min Carlsberg øl smager godt!

Zdenek Pospech: Vi fortjente at vinde og vi fortjener at gå videre

- Det var fantastisk. Det var fedt. Vi havde pres på os, startede måske en smule nervøst - men vi levede op til forventningerne, og ender op med det perfekte resultat. Vi fortjente at vinde og vi fortjener at gå videre – og det samme gør alle vores fans og sponsorer.

Oscar Wendt: Hele efteråret har været magisk

- Hele efteråret har været magisk – og det er imponerende at ende efteråret med 51 point i Superligaen, og med at få 10 point i en Champions League pulje, der udelukkende bestod af mesterhold. Det har i sandhed været en fornøjelse at komme i 1/8-finalerne – og dermed har vi nok leveret den største bedrift i dansk klubfodbold.

Sölvi Ottesen: Fedt at være en del af det her

- jeg er meget tilfreds, og det var rart at få nogle minutter på banen - og fedt at være en del af det her. Der var en fantastisk atmosfære hele kampen igennem, og faktisk allerede fra vi ankom med bussen. Men ros til vores tilhængere, de har været "amazing" hele sæsonen!

Kenneth Zohore: Det er fantastisk at gå på ferie med en sejr

- Det er fantastisk at gå på ferie med en sejr, det betyder alt! Jeg har kun været her et halvt år, det har jo været et halvt år nærmest uden nedture - og så at gå på ferie med det her resultat, er jo fedt! Tak til vores fans for støtten, og hvad angår hvem vi skal møde - det er jeg ligeglad med...