Efter mesterskabet blev sikret i Farum sidste fredag har spillerne få et par ekstra fridage, men var i dag tilbage på træningsbanen.

- Spillerne havde fri i weekenden efter vores fredagskamp, og så trænede de godt mandag og tirsdag og havde fri onsdag og en ekstra fridag torsdag. Vi trænede i dag og træner igen i morgen, og her er fokus selvfølgelig på det taktiske i forhold til søndagens Derby. Så det er ikke fordi de har været så meget væk, men de har fået koblet lidt af efter en lang sæson, hvor vi har spillet rigtig mange kampe, og det er dejligt, at vi ikke har kniven på struben i ligaen, siger Ståle, der selv benyttede lejligheden til at være lidt hjemme hos familien i Norge.

- Et derby er et derby uanset hvad, men det er selvfølgelig en lidt mærkelig kamp på søndag, fordi ingen af holdene har noget at spille for i ligaen, og fordi der venter en pokalfinale lige rundt om hjørnet, siger Ståle om søndagens opgør mod rivalerne fra Vestegnen.

- Hvis vi ser på vores sidste fire kampe i ligaen, så har vi efter derbyet to svære udekampe mod Midtjylland og Lyngby, så det godt blive svært at gå ubesejrede gennem sæsonen, selv om det selvfølgelig vil være en historisk præstation. Det er dog ikke sådan, at vi vil lave forandringer på alle pladser, men nogen vil få lidt mere spilletid, fordi de har fortjent det, og fordi vi er i den situation vi er, fortæller Ståle.

Han afviser dog, at der allerede nu skal køres nye spillere ind i stedet for Ludwig, der skal til Werder Bremen, og Zanka, der også forventes at rejse til sommer.

- Nej, de skal også begge to spille landskampe, så vi har et ansvar over for dem. Men Ludwig har døjet lidt med en skade på det seneste, så nu må vi se hvordan det går. Men der er nogen ting, vi har overvejet i løbet af sæsonen, som det godt kan være, at vi vil prøve af i nogle af de sidste kampe, lyder det fra Ståle uden at han dog lige nu vil komme nærmere ind på, hvad det kan være.

Til gengæld er det næppe nogen hemmelighed, at truppen til den nye sæson endnu ikke er helt på plads.

- Vi mangler stadig at få et par spillere på plads, og det arbejder vi knaldhårdt på i øjeblikket. Nicolaj Thomsen er definitivt klar til at træne med fra opstarten, mens tiden må vise hvor langt Falk er, når vi går i gang. Foreløbig har han lige fået gipsen af forleden dag, slutter Ståle.