- I Superligaen har vi fem sejre og tre uafgjorte i de seneste otte kampe. Så det gælder om at fastholde vores momentum der og fortsat være svære at score imod. AaB er lidt ligesom os - med præcis samme målscore, så det lugter ikke af mange mål på søndag. Men vi skal ud med optimisme og jagte de tre point. Men det bliver jævnbyrdigt som sidst deroppe, hvor vi tabte 1-0, men hvor vi var det klart bedste hold især i 2. halvleg, siger manageren, der giver følgende grunde til at tro på oprejsning allerede søndag aften:
- Vi har en god base i holdet. Vi slider og slæber for at score mål, men kæmper ikke med at skabe chancer længere. Det gør vi nu, og før eller siden kommer der hul på bylden. Defensivt har vi været bundsolide i lang tid - vi har kun sluppet to mål ind i åbent spil i de seneste 9 Superliga-kampe. Men i FCK bliver det ofte lidt sådan, at man bliver sin egen værste fjende, når man ikke lever op til forventningerne. Vi ville meget gerne have 3-4 point mere på nuværende tidspunkt, men vi må ikke lade os gå på af, at et hold fra Herning har spillet en kanonsæson. De har 12 sejre og én uafgjort i 15 kampe. Det er dét, der plager både os og omgivelserne lidt – det skal det osse, men samtidig må vi holde tungen lige i munden og se på, at vores eget hold er et hold i udvikling. Måske mangler vi en brik eller to, men jeg er meget tilfreds med måden vi arbejder på, og vi tager det skridt for skridt. Så ved vi, at der vil være kritik af nogle af vores 1-0-sejre, og vi vil rigtig nok også meget gerne score både det andet og tredje mål, og det har vi haft masser af chancer til i mange kampe. Et af kardinalpunkterne er selvfølgelig, at vi udnytter chancerne bedre.
Der er kick off i Aalborg søndag kl. 19.00.