Ståle før Hillerød: Bendtner starter og N'Doye kan få comeback
Onsdag eftermiddag træder vi ind i Sydbank Pokalen, når Hillerød Fodbold fra 2. division er modstanderen i 3. runde af turneringen. En udekamp, hvor manager Ståle Solbakken vil skifte lidt ud i startopstillingen og blandt andet give Nicklas Bendtner sin første officielle startplads i FCK-trøjen.
Flere kampminutter i benene
”Han har trænet fint og haft nogle indhop i Hobro og mod FC Midtjylland, så nu har vi valgt at spille med ham fra start, så han kan få flere kampminutter i benene,” siger Ståle Solbakken, der også varsler et muligt comeback til Dame N´Doye efter senegaleserens skadespause:
”Han har trænet mere og mere med på det seneste og gør gode fremskridt. Hvis der ikke kommer en reaktion efter træningen i dag, og han føler sig klar til det, så er planen, at han skal ind og spille en halv times tid i Hillerød,” siger Ståle Solbakken, der også vil give spilletid til flere andre i truppen, der ikke var i aktion i søndags mod FC Midtjylland i 3F Superligaen:
Vigtigt at arbejde på relationerne
”Vi kommer til at rotere lidt på holdet, men vi har ikke så mange spillere at rotere imellem, så det bliver ikke revolutioner. Samtidig er vi inde i en periode, hvor det er vigtigt for os at arbejde på relationerne i holdet, og derfor har vi ikke plads til at skifte for meget, og vi kommer ikke til at starte med 7 U19-spillere."
Kampen i Hillerød fløjtes igang kl. 16.30 og vises direkte på TV3+.
>> Tilskuerinfo til kampen i Hillerød