Ståle: - Må vinde med andre midler end i efteråret

Ståle: - Må vinde med andre midler end i efteråret

Christian Bolaños fejrer sin scoring til 1-0 sammen med Zdenek Pospech

Foto: Lars Møller, Sportsagency.dk

af Torkil Fosdal

- Flere af spillerne mangler stadig de sidste 5-10 %, enten i det tekniske eller i det fysiske, og det kæmper vi lidt med i øjeblikket, sagde cheftræner Ståle Solbakken efter den smalle 1-0-sejr på Energi Nord Arena i Aalborg.

- I dag må vi også spille med flere spillere i nye positioner, så vi har ikke den samme rytme i spillet som i efteråret, men så må vi jo vinde med andre midler, og det klarer vi udmærket i dag. Vi kæmper flot, og selv om den bageste firekæde er nykomponeret og laver en del fejl, så holder vi nullet. Johan Wiland har en kæmpe-redning, men ellers kommer AaB ikke frem til noget særligt. Vi må dog kæmpe hårdt for det mod et hold, der har desperat brug for point, men det forstod spillerne og stod distancen meget bedre end i søndags i Herning.

Det nykomponerede forsvar bestod af Hooiveld og Bengtsson, der først er ankommet i vinterpausen, og kort før pausen måtte rutinerede Mikael Antonsson trække sig ud med en fiberskade og i stedet rykkede anfører William Kvist ned i det centrale forsvar.

- Anton kunne måske have spillet videre, men vi valgte at tage ham ud med det samme af hensyn til Chelsea-kampen på onsdag, sagde Ståle, der efter kampen bliver i Aalborg og overnatter, inden man flyver hjem i morgen til hovedstaden og begynder opladningen til Chelsea-kampen.


Martin Vingaard: Synes vi vinder fortjent

- Jeg synes, sejren var fortjent, Vi prøvede at spille vores spil og satte os på kampen i 1. halvleg, og også i sidste halvdel af 2. halvleg. De kommer dog bedst ud efter pausen, men efter 20 minutters tid får vi fat igen, og efter målet lukker vi godt af for dem. Jeg mangler selv lige det sidste i benene på den tunge bane, så jeg er ikke helt deroppe, hvor jeg gerne vil være.


Christian Bolaños: Vi fighter hårdt

- Vi må fighte hårdt for sejren i dag, men sådan er nogle kampe. Ved målet får jeg en god aflevering fra N'Doye i feltet og så forsøger jeg bare at ramme målet, og heldigvis går den ind.


William Kvist: - Plejer jo at holde nullet

- Vi plejer jo at holde nullet, når jeg spiller i midterforsvaret, det er vist sket 2-3 gange før. Det var enten TK eller jeg der skulle derned, da Anton udgik, men jeg er måske en anelse hurtigere, så derfor blev det mig. Men det blev også lettere af, at vi havde bolden meget i kampen, men vi måtte slide og kæmpe hårdt for det mod de fysisk stærke AaB'ere, så det var på mange måder en dejlig sejr.


Jesper Grønkjær: Lignede ikke nr. 12 mod nr. 1

- Vi var bedre end mod Midtjylland, og fik skabt flere chancer denne gang, men AaB gjorde det svært for os, så det lignede ikke nr. 12 mod nr. 1. Vi slider lidt med vores spil lige nu og må også stille med en næsten ny bagkæde idag, men det skal ikke være nogen undskyldning, for vi er ikke deroppe hvor vi var i efteråret.