Ståle: - N’Doye var banens bedste

Ståle: - N’Doye var banens bedste

(Foto: Lars Rønbøg, Sportsagency.dk)

Det blev en god søndag, en søndag der tilførte F.C. København yderligere tre point, og dermed genetablerede Løvernes hul på seks point ned til de fynske forfølgere fra OB. 

Af Jan Eliassen

Efter kampen var det en resultatmæssig tilfreds træner der mødte pressen:

- Det var en lidt atypisk kamp med AaB, men vi vidste at AaB ville få det svært hvis de skulle have bolden, og vi vidste at spillede vi dem rigtigt, så ville vi få mange chancer efter omstillingsspil. Og det var jo også hvad der skete, vi fik erobret bolden på nogle gode steder for os, og nogle ærgerlige steder for dem – og det gav os et hav af chancer – og også to mål. Vi skulle nok have vundet med et par mål mere, men jeg lever fint med, at vi kun vinder med 2-0. 

En ting som Ståle Solbakken dog ikke var tilfreds med, var publikums piften af Dame N’Doye: 

- Det var en skandaløs opførsel af publikum. Dame N’Doye skaffer os straffesparket, han spiller Pospech fri til 2-0 målet, han vinder 90% af alle dueller han er involveret i, og spiller i det hele taget en fantastisk kamp. 

Men Ståle har stor tiltro til Dame N’Doye: 

- Heldigvis er N’Doye psykisk stærk, men det vi hørte i dagens kamp er ikke godt nok af publikum. Vi vinder og taber fodboldkampe og mesterskaber sammen. Jesper Christiansen gjorde hvad han skulle – men banens bedste var han ikke. Det var N’Doye - og han er første-angriber i F.C. København. Efter kampen kom Kjetil Wæhler da også hen til mig og sagde, at N’Doye var den bedste angriber han havde spillet overfor. 

Som næsten altid skulle målmandssituationen lige vendes, og her sagde Ståle: 

- Johan Wiland lavede et par fejl og blev udvist mod FC Midtjylland, og Jesper Christiansen har så fået chancen. I dag har han jo en stille og rolig søndag, men han står en solid kamp. Hvem der står på søndag får vi så se, men en ting er sikker – og det er, at jeg ikke lader VM afgøre hvem der skal vogte F.C. Københavns mål. VM har ingen indflydelse på mit valg til målmandsposten – og det ville ikke det engang have selv hvis VM blev afholdt i Danmark og blev spillet i min baghave. 

Sæsonen nærmer sig sin afslutning, men det ser godt ud for Løverne: 

- Vi er seks point foran OB og det ser da fornuftigt ud, selvom vi er tre point bagud i forhold til det antal point jeg gerne så vi havde. Vi har stadig nogle svære udekampe tilbage, men OB skal i næste runde til SønderjyskE, og det er jo også en svær kamp, afsluttede Ståle dagens interview med at konstatere.

 

César Santin: Mit samspil med Dame N’Doye bliver bedre og bedre

- Det var endnu et vigtigt skridt på vejen mod mesterskabet. En udmærket kamp, og en fortjent sejr. Vi havde en del chancer og mit samspil med Dame N’Doye bliver bedre og bedre, vi spiller nogle gode et-to kombinationer og forstår hinanden bedre og bedre.


William Kvist: Vi viser styrke i dag

- Kampen i dag viser vi er stærke. Efter at OB havde lukket hullet en smule i går – så viser vi styrke i dag, spiller en god kamp, og har nu atter seks point ned til OB. Men det ville nu også ligne os dårligt at smide sådan et forspring væk…


Zdenek Pospech: Det var os der scorede målene

- Det var en god kamp som vi spiller med stor ro på. Vi var ikke helt så gode i 2. halvleg som i 1. halvleg, men det var os der scorede målene, og derfor synes jeg også at sejren er fortjent.


Dame N'Doye: Vi skal have støtte hele vejen

- Hele holdet behøver støtte fra vores fans. Vi skal have støtte hele vejen, og personligt gør jeg alt hvad jeg kan for holdet hele kampen igennem, for holdet er nu engang det vigtigste!


Martin Vingaard: En runde tættere på

- Vi fik tre point og der er status quo i toppen af tabellen – og vi er nu en runde tættere på mesterskabet.


Jesper Christiansen: Jeg spiller nu engang for at vinde mesterskabet

- Jeg spiller nu engang for at vinde mesterskabet, og for at vinde det skal vi holde afstanden ned til OB. Da jeg blev skadet greb Wiland chancen, og jeg har så trænet hårdt, og håber så at det er mig der nu får chancen, for jeg vil da gerne stå de resterende kampe, og jeg synes jeg har gjort hvad jeg kunne.


Mikael Antonsson: Vi spiller en god og kontrolleret kamp

- Jeg fik krampe i begge ben og ved ikke lige hvad der skete. Vi spiller en god og kontrolleret kamp, har en god målmand – og så har vi nogle farlige strikers oppe foran.