Ståle om Røde Stjerne: Svært, men ikke umuligt
“Det bliver svært, men ikke umuligt, og chancerne er vel 50/50 over de to kampe."
Sådan indleder Ståle sin vurdering af de to opgør mod det serbiske storhold Røde Stjerne.
"De er rigtigt stærke i Beograd, hvor de skaber en heksekedel, og umiddelbart lidt mindre stærke på udebane."
"Vi starter som bekendt dernede, og opgaven bliver derfor at holde tingene i live frem mod returkampen i København. På hjemmebane har vi mange gange har vist, at vi sammen med vores fans er i stand til at skabe noget ekstraordinært."
”Vi har også før leveret gode præstationer på udebane, og det skal vi gøre igen. Det kræver, at vi hæver det hele nogle procenter til tirsdagens opgør dernede.”
Ståle hæfter sig også ved, at det københavnske fodboldpublikum er vendt stærkt tilbage fra sommerferien:
”Jeg synes, at opbakningen i vores to hjemmekampe har været rigtigt stærk. Først mod AGF, hvor vi var godt 16.000 midt i ferien, og igen mod The New Saints til en kamp, der på papiret ikke så spændende ud."
"Det viser, at vi på den front er klar til Røde Stjerne. Den støtte og energi, vi kan skabe sammen, kan blive afgørende for, om vi lykkes over de to kampe,” slutter Ståle.
Du kan sikre dig plads til den spændende europæiske aften i København lige her.