Byens Hold overvintrer på førstepladsen i Alka Superligaen, et point foran AaB, der har spillet en kamp mere, og fire point ned til de forsvarende mestre fra Midtjylland.

Dagen efter den forrygende afslutning på året med 4-1-sejren over OB satte vi Ståle stævne på Nummer 10 til en midtvejsevaluering. I denne artikel ser vi tilbage, og i morgen ser vi frem mod det kommende transfervindue og forårssæsonen.

- Ståle, hvad er dit overordnede indtryk af efteråret, hvis vi fx skal sammenligne med vores forårssæson?

- Det er to meget forskellige hold. Sidste sæson havde vi vel kun halvt så meget offensiv power, som vi har i år, og vi havde ekstremt mange skader. Vi scorede meget få mål og lagde derfor stor vægt på at holde nullet. Vi havde også lavet utroligt store forandringer i truppen sidste sommer, men alligevel ender vi med 67 point. Så måske blev vores præstationer i sidste sæson undervurderet lidt, men det handler jo om, at vi er F.C. København, og uanset hvad, så skal vi vinde hver gang. Og så var Midtjylland ekstremt gode, stabile og effektive sidste sæson, og det må man også anerkende.

- I år har vi spillet med større risiko, men vi har samtidig beholdt en solid defensiv. Ikke så solid som sidste sæson, men stadig meget solid. Og så har vi haft mange flere strenge at spille på offensivt, og det er den store forskel. Dermed skaber vi mange flere chancer, og så er der også større chance for, at du scorer flere mål.

Vældig godt i de hjemlige turneringer
- Så når vi taler om Alka Superligaen og pokalen, er det gået vældig godt. Vi har hentet over 2 point i snit i ligaen, og vi er i pokalkvartfinalerne til marts. Vi har også haft mange gode kampe, hvor vi har spillet den type fodbold, som vi træner på og stræber efter. Men hjemmekampen mod Jablonec er til gengæld efterårets store, sorte hul, men sådan noget sker. De havde fire skud på mål og scorede på de tre. Men vi var faktisk dårligere i den første kamp i Jablonec, hvor vi havde marginalerne og var heldige med at vinde.

- Når jeg tænker tilbage på vores europæiske kampe, mens jeg har stået i spidsen for holdet, så har vi været dygtige, men vi har virkelig også været heldige flere gange, hvor marginalerne har været på vores side. Men det er sådan det er at spille europæisk, og i virkeligheden er det jo næsten naturstridigt, at vi er et af de relativt få hold i Europa, der har kvalificeret sig til gruppespil ni år i træk. Så det måtte jo ske før eller siden. Men det betyder blandt andet, at transfervinduet er lidt spændende for os, for vi er ikke i en position, hvor vi bare kan sige nej til alle tilbud.

Kampen om pladserne
- Det har virket som om, at der var mange faste navne på holdkortet i efteråret, og at der kun har været tvivl om 3-4 positioner. Højre backen, skal Amartey spille i forsvaret eller på midtbanen, venstrekanten og hvem skal spille i angrebet med Santander?

- Ja, det kan du godt sige. Stephan, Zanka, Ludwig, Delaney, Kusk, Amartey, Nicolai og Santander har spillet de fleste kampe fra start, og så har Antonsson været lidt ud og ind med skader, mens Pelle har været ude meget længe. Verbics skade betød også, at konkurrencen på kanten blev lidt mindre, og Danny blev også skadet lige efter han var tilbage. Bashkim vidste vi godt skulle bruge lidt tid på at komme tilbage på sit niveau, så konkurrencen bliver endnu hårdere efter jul.

- Hvilken af vores spillere har imponeret dig mest?

- Delaney! Han har været vores bedste spiller i efteråret. Han har formået at kombinere den vildskab, som han altid har haft, med en ro på bolden, og det har været den store forskel. Før tabte han for mange bolde, men han er blevet meget tryggere med bolden og meget bedre taktisk. Det har taget tid, men det har været værd at vente på, når vi ser hvor stærk han nu er blevet.

- - - - - - -

Læs mere i morgen om, hvordan Ståle ser på det kommende transfervindue og guldkampen til foråret.