Ståle: Synes vi fortjente et point efter en god udebane præstation
"Vi spiller en rigtig god udekamp i dag, og jeg synes vi havde fortjent det ene point, men vi gør det desværre svært for os selv i øjeblikket," konstaterede Ståle efter aftenens opgør, hvor en stor fejl af Kalle Johnsson resulterede i kampens enlige scoring.
"Mod Nordsjælland scorer de fra meget spids vinkel, og mod Brøndby udligner de på en for dårlig tilbagelægning, og så den her i dag."
"Vi var ellers meget solide i dag og i god kontrol, indtil de scorede. De leverer også en god kamp, men vi spiller dem rigtigt, og bortset fra at de fik nogle farlige kontraer, så havde vi de største chancer til at åbne scoringen."
"Det eneste jeg vil bebrejde spillerne er, at vi blev for hektiske og stressede efter målet i stedet for at blive ved med at spille vores eget spil."
"Nu er AGF kun fire point efter, men hvis vi kan spille som i dag og undgå de dumme fejl, så er jeg sikker på, at vi nok skal få mange point. Men vi har hele tiden vidst, at det her scenarie kunne opstå, hvor de henter ind på os."
"Vi har haft meget modgang den her sæson, og det har jeg mange gange stået og forklaret, men vi må se fremad nu og koncentrere os om de sidste fem kampe plus den vigtige europæiske kamp."
"Men vi må dosere de spillere, der kommer tilbage fra skader, for nu venter to kampe mod Midtjylland og Brøndby, som også bliver spillet i et højt tempo. Så det bliver et puslespil."