Ståle: - Troede på det til det sidste

Ståle: - Troede på det til det sidste

Kenneth Zohore fejrer sin flotte scoring til 1-0

Foto: Lars Møller, Sportsagency.dk

 

af Torkil Fosdal

En glad og lettet cheftræner kunne efter kampen gøre regnskab efter en af sæsonens mest dramatiske afslutninger, hvor den 13. Superliga-sejr først blev sikret i overtiden: 

- Jeg troede på det til det sidste, og vi viser stor gejst ved at blive ved, selv efter vi kommer på 2-2. Det giver god gejst at vinde på den måde, og jeg synes også det er helt fortjent, at vi henter alle 3 point i denne kamp, selvom vi ikke spiller op til vores bedste, sagde Ståle Solbakken efter kampen. 

- Det er ikke alle spillere, der lykkes med alt, og nogen har måske også lidt tunge ben, men vi har også haft et hårdt program her i efteråret. N'Doye har været lidt syg i ugens løb, Antonsson døjer med en infektion i knæet, og Pospech har lidt overbelastning. Derfor var det også vigtigt, at dem, der var slidte efter Silkeborg-kampen, kunne få en hel uge uden kampe, for det kunne let have givet skader, hvis de også havde spillet onsdag i pokalen, sagde Ståle, der stadig ærgrede sig gevaldigt over pokalnederlaget til AC Horsens. 

- Ja, jeg hader at tabe, og det pisser mig altså af, at vi taber på den måde vi gør, for det hold vi stiller med skulle kunne besejre Horsens på hjemmebane. Nu går vi glip af nogle værdifulde pokalkampe, som ville have været gode både for spillerne og for klubben.

Men tilbage til dagens opgør mod et velorganiseret Lyngby-hold, der stod godt på banen og gjorde det svært for mestrene. Ståle Solbakken har stor ros til det Niels Frederiksen har præsteret med Superliga-oprykkerne: 

- De har på papiret er hold, der er dårlige end sidst de var oppe, og de har nok de sværeste forudsætninger i ligaen, men jeg synes det er imponerende hvad Frederiksen har fået ud af spillerne her i efteråret. Det er et fantastisk arbejde, lød det anerkendende fra Ståle. 

Nu kan københavnerne begynde at se frem til tirsdagens brag mod Barcelona, og Ståle ved stadig ikke, César Santin bliver klar til den kamp:

 - Nej, det bliver rent gætteri. Vi testede ham i går, men han var ikke klar til i dag, selv om han havde det bedre i dag. Så det må tiden vise. 

Det kan måske bane vej for endnu en optræden til 16-årige Kenneth Zohore, der i dag blev noteret for sin første træffer for løvernes bedste mandskab. Også en cadeau til Ståle og trænerteamet, der har ført stortalentet frem til dette niveau og vist ham den nødvendige tillid: 

- Han var endda bedre i onsdags, men han leverer en godkendt indsats i dag, og selvfølgelig betyder det også noget for ham at få scoret, og målet var jo fantastisk sparket ind. Det er altså ikke let for en 16-årig at komme ind og begå sig på det her niveau, men han har gjort det godt på træningsbanen her i efteråret og blevet bedre i det hurtige spil, han har fået større gennembrudskraft og en endnu stærkere fysik. Jeg overvejede dog at tage ham ud allerede i pausen, men var ikke sikker på, om Nordstrand kunne holde til en hel halvleg. 

Flere journalister ville vide, hvilke planer klubben nu har med Zohore, og svaret kom prompte fra Ståle:

- Sælge ham for 100 millioner! Nej, spøg tilside, vi skal stadig passe godt på ham og tage hensyn til hans alder og udvikling. Men han har en god familie og et godt hjem, og holdkammeraterne og specielt talenttræner Johan Lange tager sig godt af ham, så vi passer stadig godt på ham, sluttede cheftræneren inden han nu vender blikket mod Champions League og de spanske mestre, der kommer til København på mandag.


Kenneth Zohore: Den sad godt!

- Bolden dumper lige ned for mig, og jeg tænker: "Den skal bare ind"... og den sad godt. Det var en dejlig fornemmelse endelig at score. Desværre hørte jeg ikke, at fansene råbte mit navn under kampen, men det var dejligt at blive kåret som Man of the Match.

Morten Nordstrand: Giver aldrig op

- Vi giver aldrig op og tror på det lige til det sidste og viser stor mental styrke i dag.

Mathias Zanka Jørgensen: Det holdt hårdt

- Det var ikke lige sådan vi havde tænkt det skulle gå, men det er helt fortjent vi vinder, selv om det holdt hårdt. Det havde næsten været tyveri, hvis de havde vundet. Men når spillet ikke kører som det skal, så er det godt, vi har andre strenge at spille på.

William Kvist: Vinder helt fortjent

- Jeg kan godt forstå, at Lyngby er skuffede, men vi vinder helt fortjent, når man ser på kampen som helhed. Det er ikke vores bedste kamp i sæsonen, men sådan nogle kampe kommer der også, og det viser vores klasse, at vi alligevel henter alle 3 point.