Ståle: - Utroligt ked af det på alles vegne

Ståle: - Utroligt ked af det på alles vegne

 

Med en sejr på 3-1 fik APOEL FC indhentet og overhalet den københavnske 1-0-føring fra det første opgør, og dermed er de klar til Champions League-gruppespillet, mens løverne må nøjes med Europa League-gruppespillet.

- Jeg er utroligt ked af det på spillernes og fansenes vegne og alle implicerede omkring holdet, sagde en tydeligt skuffet Ståle Solbakken efter 1-3-nederlaget i Nicosia.

- Vi vidste godt, hvad der ventede os, og lige nu kan jeg ikke forklare, hvorfor vi ikke kan stå imod presset. Vi fungerer simpelthen dårligt som hold i indledningen, hvor vi netop skulle have haft ro på kampen. Og når de så scorer på deres første chance, kommer de for alvor i gang. Men alle målene er unødvendige i den forstand, at vi begår slemme begynderfejl i defensiven.

Mens indsatsen i de første 45 minutter var skuffende for alle, så fik københavnerne faktisk vendt kampen fuldstændig i 2. halvleg, der formede sig som ét langt pres mod APOEL-målet. Men det er svært at glæde sig over, når den forløsende scoring udeblev. Ståle havde da også svært ved at sætte ord på skuffelsen, men løb ikke fra sit ansvar.

- Efter pausen kommer vi godt igen, og det er næsten spil til et mål resten af kampen, og vi skaber også en del chancer mod deres keeper, men han står jo fremragende. Men jeg har egentlig ikke lyst til at analysere nærmere på det lige nu. Det her var et hold, vi skulle have slået ud, og jeg har en dårlig smag i munden over det her. Det er i sidste ende mit ansvar, fastslog cheftræneren.

På søndag venter en vanskelig opgave i den hjemlige liga mod Brøndby i PARKEN, og allerede fredag er F.C. København med i bowlen, når der trækkes lod til gruppespillet i Europa League:

- Ja, nu må vi rejse os til Brøndby-kampen. Alles drøm er knust, og det lægger selvfølgelig et voldsomt pres på alle omkring holdet, og vi vil de næste par dage også få velfortjente hug for ikke at have elimineret APOEL. Men det må vi håndtere, og så må vi op på hesten igen. Brøndby er måske en meget god kamp at starte på, men vi ville klart hellere forberede os til kampen som Champions League-deltagere. Når skuffelsen har lagt sig, vil vi også kunne glæde os over deltagelsen i Europa League, men lige nu er det ikke nogen trøst, sluttede Ståle Solbakken.

 

Hjalte Nørregaard: Svært at forklare lige nu

- Vi bliver spist af dem i 1. halvleg rent fysisk. De får den bedst tænkelige start, og det lever de højt på. Det er svært at forklare lige nu, hvad der går galt. Europa League tænker vi ikke på lige nu, vi skal først komme os over den her kæmpe skuffelse.


William Kvist: Utroligt skuffede

- Vi laver for mange fejl de første 20 minutter. Vi kommer bedre ud efter pausen og har et godt tag på dem, men vi mangler den sidste skarphed. Vi har kæmpet for det her i lang tid, lige fra sidste års kamp om guldet, så selvfølgelig er skuffelsen utrolig stor lige nu.


Jesper Christiansen: Jeg er rystet

- Vi laver så store fejl i 1. halvleg, jeg kan ikke forklare det. Chokstarten ryster os, og så giver vi et dumt straffe væk. Vi var ellers forberedte på, at de ville komme blæsende fra start og at vi skulle modstå det, så vi var egentlig ikke overraskede over deres offensiv. Vi kommer da også godt igen og har chancerne til at gå videre, men betaler prisen for de første 45 minutter. Jeg er rystet.


Jesper Grønkjær: Kan man ikke slå APOEL, har man ikke noget at gøre i Champions League

- Jeg vil insistere på at vi er et bedre hold end dem, men det er altså dem, der er i Champions League. Det er enormt skuffende. Med al respekt for APOEL - kan man ikke slå dem over to kampe, har man ikke noget at gøre i Champions League. Det er der alle de store drenge spiller, og det var vi ikke i dag.


Ailton Almeida: Lang vej igen

- Champions League er det vi alle drømmer om at prøve, så det siger sig selv, at vi er utroligt skuffede, når vi nu var så tæt på. Nu skal vi starte forfra med at vinde mesterskabet og dernæst kvalifikationskampene... det er en lang vej!