Ståle: Vi følte aldrig, at sejren var truet
Det var en veltilfreds Ståle Solbakken, der så tilbage på aftenens 2-0-sejr over AaB:
"Vi kommer godt ud med et godt udtryk, og i 1. halvleg spiller vi god fodbold, som vi også gjorde i lange perioder mod Lyngby og Randers."
"Flere af spillerne følte, at det var meget varmt og trykkende, og de havde ikke samme overskud efter pausen, men vi følte aldrig, at sejren var truet."
"Efter Bartolec og Thomsen kom på banen, og vi justerede taktikken lidt, så fungerede det bedre det sidste kvarters tid, hvor vi kommer til flere chancer til det tredje mål. Måske skulle vi have gjort det noget før, men vi havde kun en udskiftningsmulighed tilbage."
Mohamed Daramy blev matchvinder og en klar vinder af Carlsbergs Man of the Match:
"Mo har udviklet sig skridt for skridt, og det er nemt at glemme, hvor ung han egentlig er. Han har fået mere fysik, flere muskler og er blevet mere resolut i sit spil. Vi er godt tilfredse med hans udvikling, og med at han kan spille flere positioner. Det kan blive vigtigt, når vi får flere af vores offensive spillere tilbage."
Daramy blev taget ud kort efter pausen, da han følte sig groggy efter et sammenstød med en aalborgenser. De næste dage må vise, om han er klar til at fortsætte.