Ståle Solbakken og Nicolai Boilesen til pressemøde

Ståle: Vi går all in på Champions League

"Vi har i klubben en historik og en erfaring med at spille de her europæiske kampe, så selv om vi har nye spillere, er det alligevel noget, vi kan trække på i morgen aften. Vi så også mod Vardar, at vi kunne, når det virkelig gjaldt," sagde Ståle på dagens pressemøde, og fortsatte:

"Vardar havde mindst lige så gode individualister, men Qarabag er nok mere jævnt besat. De har mange landsholdsspillere og er godt sammenspillet. De tre på midtbanen har fx spillet sammen i to sæsoner, og det gælder mere eller mindre også den bageste firekæde. "

"De må efter min mening bære favoritværdigheden, eftersom de fører inden returkampen, men hvis vi scorer det første mål, så er den jo væk."

Har du ikke billet endnu? Køb den her

Ståle blev spurgt, om det er sportsligt bedre for holdet at komme i Europa League, men det mente han ikke:

"Vi går all in på at komme i Champions League, det er det eneste vi tænker på. Lige i dag vil det nok ikke være FCK's bedste Champions League-hold gennem tiderne, men jeg tror vi kan blive omkring 30 % bedre i løbet af de næste seks uger, også selv om vi ikke køber nye spillere - hvilket jeg dog stadig regner med, at vi gør. "

"Dels er det naturligt, at et hold vokser over tid, og dels kæmper flere stadig med fysikken. Ankersen mangler nok stadig ca. 20 %, Falk kommer snart tilbage, de nye spillere vil falde endnu bedre til, og generelt bliver holdet mere sammenspillet i de kommende uger. Der kan ske meget på den tid, se bare hvad der skete fra vores Horsens-kamp til SønderjyskE-kampen," lød det fra Ståle Solbakken.

Spillerne: Vi ved hvad det gælder

Ved dagens åbne træning erklærede flere af spillerne sig klar til det vigtige europæiske opgør.

Boilesen: "Vi fik et vigtigt boost med sejren i lørdags. Chancerne er nok ikke 50/50, men vi har bestemt muligheden."

Toutouh: "Vi ved hvad det gælder, og det er bl.a. vigtigt, at vi får det første mål."

Lüftner: "Jeg er helt klar til i morgen! Det var heldigvis kun et hårdt slag på knæet i lørdags."

Gregus: "Jeg er optimist og ser frem til fantastisk støtte herinde i morgen aften!"

Ankersen: "Det går fint fremad efter min skade, men jeg er endnu ikke helt, hvor jeg gerne vil være."

Bengtsson: "Vi har stadig en del at arbejde med, bl.a. kan vi forbedre vores dødbolde, men i morgen er vi klar til at give os 100 %!"

Køb billet til kampen her

 

Træning i Telia Parken
Telia Parken er igen klædt i Champions League-farverne