Ståle: - Vi skal op på hesten igen
Foran 20.148 tilskuere i den tidligere søndagskamp gjorde F.C. København alt hvad de kunne for at trække fra i toppen, men en stærk vestjysk defensiv – og mangel på træfsikkerhed i den københavnske offensiv, gjorde at planen ikke lykkedes, og derfor kunne Ståle Solbakken og hans spillere noget overraskende se Esbjerg forlade PARKEN med alle tre point takket være en 2-0 sejr.
Af Jan Eliassen
På trods af at F.C. København havde langt størstedelen af spillet, og hovedparten af chancerne, så var det altså Esbjerg der tilføjede Byens Hold det første nederlag på hjemmebane i SAS Ligaen siden 6. april 2008.
Efter kampen havde Ståle Solbakken denne kommentar:
- Der var mange der havde en offday i dag, og det er sjældent vi ser så mange fejl, mange nemme bolde blev tabt, der var spillere der faldt og situationen i 1. halvleg hvor tre mand har chancen for at afslutte, og hvor ingen får afsluttet, var vel nærmest symptomatisk for kampen i dag. Jeg må nok erkende, at det vi ydede i dag var en dårlig præstation, og det er så noget vi må kigge på til træning i morgen.
Men selvom det ærgrede Ståle at tabe til Esbjerg, så fik udeholdet også rosende ord med på vejen:
- Esbjerg gjorde det godt, og specielt de to fløje og Björck på midten spillede en fin kamp. Men de skal roses, for der var rigtig mange hos Esbjerg der i dag leverede en god præstation – og så fik de jo et psykologisk vigtigt mål, da de bragte sig foran lige inden pausefløjtet.
Men alt i alt, så kunne Ståle konstatere, at kampen i dag ikke kommer til at figurere på listen over alle tiders bedste FCK-kampe:
- Vi har en dårlig dag, men på trods af det, så skaber vi faktisk rigtig mange chancer. Vi må bare erkende, at kampe som den i dag får man af og til – det må så bare ikke ske alt for tit. Og hvem ved, havde vi fået scoret på en af de to store chancer vi har med en 15-20 minutter igen, så kunne det måske være faldet ud til vores fordel.
Ståle kunne til sidst konstatere:
- Vi skal op på hesten igen, for i næste uge venter OB, og da der er lang pause efter den kamp, så gælder det om at få hevet et godt resultat i land mod OB.
Martin Vingaard: Vi har en kollektiv offday
- Kampen i dag viser, at hvis ikke man er 100% klar, så kan man tabe til hvem som helst. Esbjerg stod godt, kæmpede og arbejdede benhårdt, og de gjorde det godt – og når vi så har en kollektiv offday og yder en skuffende indsats, så straffer et hold som Esbjerg os altså.
Libor Sionko: Vi skal simpelthen score
- Jeg synes at efter jeg kommer ind i 2. halvleg, så får jeg ydet mit til at vi får skabt en del chancer, og vi skal simpelthen score på nogle af de mange chancer vi har.
Thomas Kristensen: Der er alt for meget der går galt i dag
- Det var ikke godt, faktisk noget værre L…, men der er alt for meget der går galt i dag. Det kan ske at 1-2 mand ikke rammer niveauet, men i dag er det jo nærmest alle mand der ikke rammer det sædvanlige niveau, og så kan man få problemer mod alle hold, hvilket sker i dag – og det koster os så dyrt. Men det er så også surt, at vi overhovedet ikke får scoret, for vi har jo masser af chancer.
Jesper Christiansen: Det er da irriterende at bolden ikke vil ind
- Vi får aldrig spillet til at flyde og vi får ikke vundet nok nærkampe. Fra hvor jeg står, kan jeg jo se at vi producerer nok chancer, og det er da irriterende at bolden ikke vil ind. Så selvom vi ikke spiller godt i dag, så havde vi alligevel chancer nok til at vinde kampen.