Og så blev det 11 – 32 – 5 ...

Ståle: - Vi var bedst

Dame N'Doye lægger an til én af løvernes mange afslutninger på Essex Park
(Foto: Sportsagency.dk / Jan Christensen)

 - Vi var bedst og fortjente sejren, sagde en skuffet, men fattet cheftræner Ståle Solbakken efter kampen, hvor hans mandskab trods massiv overvægt i spil og chancer måtte gå tomhændede fra banen mod et godt  fightende Randers-mandskab. – Jeg har ikke noget at udsætte på spillernes præstation i dag, og jeg synes alt i alt vi leverer en OK kamp, men vi mangler marginalerne. Selv om vi har nogle dårlige afslutninger, så har vi også mange rigtigt gode, og Kevin Stuhr har mange stærke redninger, der redder dem gang på gang. 

Chancefordelingen i kampen sagde noget i retning af 21-4, men hjemmeholdet fik det første vigtige mål, og det giver altid ekstra gejst og vilje, når man skal kæmpe med ryggen mod muren. Nu risikerer løverne at OB rykker tættere på, hvis de kan tage point i den sene aftenkamp mod Brøndby, men det kommer ikke bag på Ståle, at mesterskabskampen langt fra er afgjort: 

- Jeg har hele tiden, sagt at det bliver tæt indtil det sidste! 

Martin Vingaard, der flere gange udfordrede Kevin Stuhr Ellegaard med farlige skudforsøg, måtte desværre udgå med en skade kort før tid. 

- Han fik en overstrækning i det ene knæ, beretter fysioterapeut Jørn Tychsen og tilføjer, at det er for tidligt at sige noget om, hvor slemt det er. Det må mandagen vise. 

 

Jesper Grønkjær: Små marginaler og dygtighed

- Jeg synes det er de små marginaler og dygtighed, der afgører kampen i dag. Vi har jo chancerne, men formå ikke at omsætte dem. Randers FC spiller også en god kamp. Det var et svært underlag, men det er jo lige for begge hold. Jeg synes ikke vi spiller en dårlig kamp, men det var naturligvis ikke det samme som mod FCN.

Oscar Wendt: Tror på det til det sidste

- Jeg synes, vi skaber rigtig meget i dag, men bolden vil bare ikke ind. Men vi tror på det hele tiden og har også chancer lige til det sidste.

Hjalte Nørregaard: Vi kom efter 3 point

- Vi kom efter alle 3 point, men det bliver svært i dag. Kampen kommer til at foregå meget på deres betingelser, og bedst som man tror, at nu er den der, så redder keeperen... Vi har jo et hav af chancer, mens de udnytter én af deres få, da bolden rammer Anton på vejen og dykker over Johan.