Ståle: - Vi viser stor bevægelse i vores angrebsspil

Ståle: - Vi viser stor bevægelse i vores angrebsspil

 

Hvis man lige ser bort fra 20 minutters regn i 1. halvleg, så var det en perfekt aften - og PARKEN udgjorde da også den perfekte ramme for et topopgør mellem ligaens nummer et og to.

Af Jan Eliassen

OB skulle forsøge at vriste 1. pladsen fra F.C. København, men det var hjemmeholdet der fortjent vandt 2-0, og dermed øgede forspringet i toppen af SAS Ligaen til fire point. 

Ovenpå sejren på 2-0, var det en glad træner Ståle Solbakken der sagde: 

- Det er naturligvis vigtigt at være kommet foran med fire point. Specielt når man ser på, at der nu venter OB to hjemmekampe, mens vi selv har to udekampe – og når vi spiller ude, så må vi bare erkende, at det er en helt anden type kamp, for der venter os ikke ligefrem et billardtæppe ved udekampene. 

Spillet har været bedst hjemme, hvilket Ståle også påpegede: 

- Vi har klaret os bedst hjemme på vores eget græs, specielt mod Brøndby og OB - men nu skal vi blive bedre til at justere vores spil, når vi kommer ud på andre typer underlag. 

Ståle var meget tilfreds med både defensiven og offensiven i dag: 

- Jeg synes vi viser stor bevægelse i vores angrebsspil i dag, og har mange mand med fremme. OB har Utaka, og han er god, men vores defensiv mestrer Utaka hele kampen igennem. Det var en god kamp, men vi så også, at når man spiller mod gode hold, som OB, så er kampen helt åben indtil Grønkjær scorer til 2-0. Det var godt at se Pospech tilbage i god form, og Atiba er igen i dag god – ganske som han har været hele foråret. 

At F.C. København vandt skyldes blandt andet holdets indre styrke: 

- Når man tænker på hvad vi som klub har været igennem, så viser vi med dagens kamp, at vi er et meget mentalt stærkt hold, afsluttede Ståle med at sige, inden han atter forsvandt ind til spillerne. 

Også Atiba Hutchinson var en glad mand: 

- Vi spillede på et højt niveau i dag, og viste en professionel indstilling - og det mod et OB-hold der også er et godt hold. Men vi var det bedst hold i dag, og derfor er det også tre fortjente point vi fik. Det er dog stadig mange point at spille om, men lige nu er der glæde i truppen!

 

Martin Vingaard: Vi har været dygtige til at vinde de rigtige indbyrdes kampe

- Kampen i dag viser, at det er vigtigt at stå godt som et hold og kæmpe som et hold. Jeg synes vi har været dygtige til at vinde de rigtige indbyrdes kampe. Vi er fire point foran, men der er stadig 27 point at spille om, så der er lang vej hjem. Vi har nu bragt os i en situation hvor vi selv kan afgøre det. Nu skal vi til Nordsjælland, og det kræver koncentration og fuld fokus, og så skal vi revanchere 2-0 nederlaget i PARKEN forleden …

Atiba Hutchinson: Vi spillede på et højt niveau i dag

- Det var en god kamp i dag, og hele holdet spiller godt. Vi fik skabt mange chancer, og fik så scoret to mål plus vi holdt nullet i den anden ende.

William Kvist: Vi har en kultur, et bestemt gen ...

- Det var skønt! Vi spiller en god kamp, og jeg synes vi har overtaget – det psykiske overtag – vi presser dem og kommer vel frem til et to-cifret antal chancer, hvilket må siges at være fornemt mod OB. Vi er meget tilfredse. Vi viser en god gejst, og kommer flot igen efter to dårlige kampe. Vi viser, at vi som hold er gode i de vigtige kampe, og det kan vi takke den kultur der er i F.C. København for. Vi har en kultur, et bestemt gen, og denne vinderkultur er noget der ligger indarbejdet i trænerstaben, i truppen og i hele organisationen.

Jesper Grønkjær: Der er en god stemning i omklædningsrummet

- Sætter vi point til på mandag, så kan det hele være åbent igen. Vi spillede godt i dag, og det var faktisk en fornøjelse at se på fra bænken. Men selvom vi førte 1-0 – og var bedst - så var der intet der var afgjort så længe vi kun førte 1-0. Hvad angår mit eget mål, så må jeg indrømme, at jeg ikke scorer mange mål som det. Vi har defensiven som vores base, og når den virker, så scores der ikke mange mål i mod os. Alt i alt så kan jeg kun sige, at der er en god stemning i omklædningsrummet lige nu.