Stærk offensiv før pausen afgjorde

Stærk offensiv før pausen afgjorde

Stolpeskud af Verbic og klasseredning af Stephan
De sidste tre sæsoner har vi ikke vundet vores første udekamp, men i år var der ingen slinger i valsen, og det kunne ses lige fra første fløjt. Et topkoncentreret, aggressivt og pågående FCK-mandskab pressede hjemmeholdet over hele banen, og i løbet af de første 45 minutter tillod man dem at spille sig til en enkelt chance.

Den var til gengæld også stor, da Nicki Bille spillede Mick van Buren helt fri, men Stephan Andersen hev en verdensklasseredning frem og forhindrede et føring til hjemmeholdet.

Dette var dog ikke kampens første chance, for den meget veloplagte Benjamin Verbic havde fire minutter for inden ramt stolpen i den anden ende, efter at han fuldstændig havde tørret Ryan Laursen og placeret bolden uden for Dubravkas rækkevidde.

Marvin via begge stolper
Midt i halvlegen fik Marvin en stor hovedstødsmulighed, da Verbic genialt sendte Ludwig afsted i venstre side, men tyskeren headede det fine indlæg lige over. Tre minutter efter var der til gengæld gevinst… Nicolai brugte sin fysik godt i en duel med Michael Jakobsen ude på kampen, kom fri, så op, lagde bolden til rette for Marvin, der havde marginalerne med i afslutningen, der tog begge stolper, før den lagde sig til rette i målet.

Lidt efter den halve time var Marvin igen tæt på, da Nicolai sendte Ankersen afsted i højre side, og på hans indlæg firsttimede Marvin, men måtte se Michael Jakobsen rette den af til… målspark!? Det gik vist for stærkt for dommertrioen, og det gjorde det også gang på gang for Esbjerg-forsvaret, der havde store problemer med at tæmme de angrebslystne løver.

Dubracka-drop hjalp Nicolai til 2-0
Der skulle dog et Dubravka-drop til, før vi kom på 2-0… Nicolai fik bolden i venstre side af feltet, tog et lille træk forbi Almebäck og sendte et måske overrumplende, men ikke særlig farligt skud afsted, som Dubravka lod smutte under sig.

William fik comeback fra 2. halvlegs start, hvor han afløste Kusk, og han indtog sin vante plads centralt, mens Amartey gik ud i højre side. Spillemæssigt var der måske lagt op til en mere afdæmpet og kontrollerende 2. halvleg, men det blev nok lige lovlig afdæmpet. Esbjerg kom i hvert fald med meget mere gejst og vilje og dominerede totalt det første kvarters tid.

Ganske vist uden at komme til de store chancer, men de ca. 9.000 hjemme-publikummer begyndte så småt at håbe på et pointgivende comeback.

Esbjerg blev nærgående til sidst
Toutouh afløste Pourié, så Verbic igen gik op foran, og midt i halvlegen sendte han en lumsk afslutning med retning mod mål, som Stenderup dog fik rettet af til endnu et hjørne, som vi ikke fik af dommeren…

Til gengæld havde Kvist fået et gult kort af den halvtynde slags, og da han ca. 20 minutter før tid satte en hård tackling ind på Van Buren, ville esbjergenserne have ham smidt ud, men han slap heldigvis for et "Christian Poulsen-comeback"...

To-tre gode tilbud - og så faldt reduceringen
Men efter en god FCK-periode midt i halvlegen kom Esbjerg igen-igen og nu kom de også til chancerne. Først reddede Stephan stærkt et fladt, lumsk skud fra indskiftede Lasse Rise, og lidt efter sendte ligeledes indskiftede Mikkel Vestergaard en flad afslutning tæt forbi fjerneste stolpe, inden Rise sendte en god skudchance lige over mål fra udkanten af feltet.

Men seks minutter før tid kom forsvaret ikke op til et indlæg fra højre, og så kunne Vestergaard heade bolden ind tæt ved den ene stolpe.

Derfor blev det spændende lige til det sidste af Peter Rasmussens fem minutter tillægstid, hvor Pelle Nilsson også fik en gevaldig stempling på knæet og måtte humpe ud til fordel for Marcus Mathisen. Men vi holdt stand, så de ikke kom til afslutninger efter reduceringen, og derfor er der tre dejlige point på kontoen efter sæsonens første kamp.


Holdet:
1 Stephan Andersen – 22 Peter Ankersen, 4 Pelle Nilsson (94.: 34 Marcus Mathisen), 25 Mathias Zanka Jørgsensen, 3 Ludwig Augustinsson – 17 Kasper Kusk (46.: 6 William Kvist), 18 Daniel Amartey, 8 Thomas Delaney (anf.), 7 Benjamin Verbic – 23 Marvin Pourié (57.: 24 Youssef Toutouh), 10 Nicolai Jørgensen

Ikke benyttet: 41 Kim Christensen, 2 Tom Høgli, 33 Yones Felfel og 36 Brandur Hendriksson.