Jens Stage


Stage foran comeback: Føler mig klar til kamp

Efter at have være ukampdygtig i en måned, er Jens Stage atter fit for fight. Og han ser frem til forhåbentlig at kunne hjælpe holdkammeraterne i de kommende kampe.



”Min form er fin. Jeg tror jeg har løbet mere end de andre efter al den træning. Fodbold kræver lidt andre bevægelser, men jeg har trænet med en 5-6 gange nu, og jeg føler mig klar. Planen har hele tiden været, at jeg skulle spille igen mod Avarta, så nu håber jeg at få nogle minutter, så jeg kan hjælpe holdet,” siger Jens Stage.

Hårdt at se på fra sofaen
”Det har været frustrerende at sidde og kigge på uden at kunne gøre noget selv. Nu har vi i det mindste vundet de to sidste kampe, og det var virkelig vigtigt. Sejren i Aarhus var jeg imponeret af, og jeg var helt oppe i det røde felt hjemme i sofaen i alle 90 minutter. Især indstillingen i den kamp var suveræn, og det var skønt at se, at drengene kæmpede så hårdt for det.”

Tager gerne Zecas rolle


Zeca så rødt mod Lyngby i søndags og må derfor sidde udenfor med karantæne i de kommende to Superliga-kampe mod FCM og Randers. Så timingen for et Stage-comeback fejler ikke noget.



”Det er noget rigtig skidt, at vi skal undvære vores anfører i de næste par Superliga-kampe. Han er en af vores vigtigste spillere både på og udenfor banen. Men hvis jeg bliver bedt om at prøve at udfylde hans rolle, så vil jeg selvfølgelig gøre det bedste jeg kan.”

Ny træner har givet ny energi
”Generelt kan man mærke, at folk gerne vil vise sig frem for vores nye træner, så nu gælder det for os alle sammen om at gribe de chancer, vi får. Det har givet et frisk pust og ny energi, og nu skal vi hver især vise vores værd,” siger midtbanespilleren, der fylder 24 år på søndag, når vi møder FCM på udebane.

Pokalkampen mod Avarta spilles onsdag kl. 16.45 i Parken, mens der er kick off i Herning mod FC Midtjylland søndag kl. 18.00. Begge kampe sendes direkte på TV3+ og Viaplay.