27.08 er en god dato til en udekamp

Stats mod italienske hold

Kampen torsdag aften bliver F.C. Københavns 7. kamp mod en italiensk modstander i de europæiske klubturneringer. De første seks møder er fordelt ligeligt på to kampe mod henholdsvis AC Milan, SS Lazio og Juventus. 

De seks kampe er endt med fire nederlag, en enkelt uafgjort samt en flot sejr over SS Lazio i efteråret 2001. Målscoren i de seks opgør er 5-16. 

Det er første gang F.C. København møder Torino FC, og det eneste andet danske hold der har mødt Torino, er B 1903, en af F.C. Københavns moderklubber. B 1903’s møde med Torino (der dengang hed AC Torino) var i marts 1992. Begge kampe blev tabt, hjemmekampen med 0-2 og returkampen med 0-1. 

1993 – AC Milan 
I efteråret 1993 var der mange der så frem til de to kampe mod AC Milan. Italienerne kom til København med en stjernespækket trup, inklusiv Brian Laudrup, og de mange stjerner sørgede også for at fjerne al tvivl om, hvor der skulle videre til næste runde. Allerede i det første minut scorede Jean Pierre Papin og siden fulgte yderligere fem italienske mål. 

Returkampen var derfor mere eller mindre en formsag, F.C. København leverede en fin indsats, men måtte alligevel tage hjem med et nederlag – og igen var det Papin der var hård ved Løverne. 

2001 – SS Lazio 
Der var mange mennesker i Parken i august 2001. F.C. København havde to måneder forinden vundet klubbens andet danske mesterskab – bl.a. takket være Zumas saksespark – og de mange fremmødte fik god og spændende kamp at se. Godt nok kom SS Lazio foran ti minutter efter pausen, men Jacob Laursen udlignede på straffe – og fem minutter før tid fik Heine Fernandez jublen til at bryde løs i Parken, da han scorede F.C. Københavns sejrsmål. 

13 dage senere gik det løs i Italien, hvor F.C. København holdt nullet helt frem til pausen. Efter de første 45 målløse minutter var der tro på en samlet sejr, men kort inde i 2. halvleg scorede Crespo til 1-0 og øgede kort efter 2-0. SS Lazio kom også på 3-0, inden Zuma fik reduceret ti minutter før tid. Frem mod sidste fløjt var F.C. København flere gange tæt på det mål, der på reglen om udebanemål, ville sende F.C. København videre i turneringen. Det lykkedes ikke, og i stedet for blev det 4-1 i 90. minut. 

2013 – Juventus 
De seneste møder med italienske hold var sidste efterår, da F.C. København i gruppespillet i UEFA Champions League var i gruppe med Juventus. Nicolai Jørgensen bragte F.C. København foran 1-0 i den første kamp, men desværre fik Fabio Quagliarella (nu hos Torino FC) udlignet til slutresultatet 1-1. 

I gruppens anden kamp – ”returkampen” om man vil – mod Juventus, var italienerne i fint spillehumør. Alligevel skulle der et straffespark til før de kom på tavlen. Vidal udnyttede chancen fra 11-meters pletten. Olof Mellberg fik udlignet i 2. halvleg, men bare fem minutter senere fik Vidal atter chancen på straffespark. Igen scorede Vidal og han var nærmest kun lige blevet færdig med at juble, før han atter kunne smile, for det var også Vidal der scorede til 3-1, kampens slutresultat. 

FACTS 
20. oktober 1993, F.C. København 0-6 Milan AC (Europa Cup for mesterhold) 
0-1 Jean Pierre Papin (1. minut), 0-2 Marco Simeone (5. minut), 0-3 Marco Simeone (15. minut), 0-4 Brian Laudrup (44. minut), 0-5 Allesandro Orlando (60. minut), 0-6 Jean Pierre Papin (72. minut) 
34.285 tilskuere i Parken 

3. november 1993, Milan AC 1-0 F.C. København (Europa Cup for mesterhold) 
1-0 Jean Pierre Papin (44. minut) 
6.786 tilskuere på Guiseppe Meazza 

8. august 2001, F.C. København 2-1 S.S. Lazio (UEFA Champions League) 
0-1 Hernan Jorge Crespo (56. minut), 1-1 Jacob Laursen (73. minut, straffe), 2-1 Heine Fernandez (85. minut) 
37.516 tilskuere i Parken 

21. august 2001, S.S. Lazio 4-1 F.C. København (UEFA Champions League) 
1-0 Hernan Jorge Crespo (47. minut), 2-0 Hernan Jorge Crespo (61. minut), 3-0 Claudio Lopez (63. minut), 3-1 Sibusiso Zuma (80. minut), 4-1 Stefane Fiore (90. minut) 
37.133 tilskuere på Olimpico 

17. september 2013, F.C. København 1-1 Juventus (UEFA Champions League) 
1-0 Nicolai Jørgensen (14. minut), 1-1 Fabio Quagliarella (54. minut) 
36.524 tilskuere i Parken 

27. november 2013, Juventus 3-1 F.C. København (UEFA Champions League) 
1-0 Arturo Vidal (29. minut, straffe), 1-1 Olof Mellberg (56. minut), 2-1 Arturo Vidal (61. minut, straffe), 3-1 Arturo Vidal (63. minut) 
39.506 tilskuere på Juventus Stadium