Status på donation eller kompensation for sæsonkort
Vi nærmer os nu afslutningen på en meget speciel efterårssæson for alle F.C. Københavnere. Det har ærligt talt været en tung tid for jer som fans og for os som klub. Vi har savnet jer helt enormt på tribunerne, fordi det er oplevelserne sammen med jer, vi kommer på arbejde for hver dag.
Det har været imponerende at opleve den opbakning i utallige afskygninger, vi har fået fra vores fans gennem den vanskelige tid. Senest har det været overvældende for os, at FCKFC og Sektion 12 har taget initiativ til deres støttetifo-projekt, som FCK-fans har bakket imponerende flot op om.
Det var også vildt at opleve, at vi satte rekord for sæsonkortsalget med mere end 12.500 kort og abonnementer. Vi har ikke kunne give jer det, I helst ville have - og det vi helst ville give jer - nemlig gode oplevelser i Parken sammen med andre FCK’ere.
Det ærgrer os helt vildt, men alle kender baggrunden, og vi har gjort hvad vi kunne for at få flere fans på stadion. Vi erkender nu, at det er urealistisk at tro på, at vi kommer i mål med det på denne side af nytår. Desværre.
Målet er nu en genåbning af Superliga-ordningen til februar, når vi tager hul på forårssæsonen, men resten af efteråret spilles med meget stor sandsynlighed færdigt med max. 500 personer på stadion.
Snart tid til at vælge
Vi nærmer os også det tidspunkt, hvor du som sæsonkortholder eller abonnent skal tage stilling til, om du ønsker at donere dit sæsonkort- eller abonnementskøb til klubben, eller om du ønsker kompensation.
Det er vigtigt at fremhæve, at vi kun taler om kompensation for efteråret, da vi ikke kender udsigterne for foråret i forhold til Covid-19.
Projekter på B-, C- og D-tribunerne
Vi har været meget grundige i vores undersøgelser af, hvad der ville give mest mening for de fans, der ønsker at donere i forhold til at finde de rigtige løsninger.
Målet har været at vælge projekter, der både skaber endnu bedre oplevelser for FCK-fans i fremtiden samt hjælper klubben i en svær tid.
Vores analyser og samtaler med fans har ført til, at vi giver mulighed for at donere til specifikke forbedringer på de tre fantribuner, B, C og D. Samlet ønsker vi at sikre, at donationerne bidrager til at løfte oplevelsen for vores fans til de fremtidige kampe i Parken.
Processen herfra for dig som kortholder/abonnent
I uge 49 kontakter vi alle sæsonkortholdere og abonnenter via e-mail med mere information om kompensationen - både selve beløbet og de konkrete muligheder for donation.
Det er vigtigt, at du træffer et valg inden den frist, der fremgår i mailen, da vi naturligvis ønsker det bedst mulige overblik over vores fremtidige projekter til glæde for alle F.C. Københavnere.