Telia Parken

Status på tilskuere til FCK-Basaksehir

Det er fortsat uafklaret, om der kan komme tilskuere til vores Europa League-opgør mod Istanbul Basaksehir den 5. august i Telia Parken, da UEFA fortsat ikke har givet endeligt svar på, om de vil tillade tilskuere til kampen.

”Det er en svær situation for os og de fans, der ønsker at komme ind og se kampen," siger Daniel Rommedahl, der er Director of Football Operations & International Affairs i FCK.

"Vi forstår naturligvis godt, at hele Covid-19 situationen rundt i verden kan gøre det svært for UEFA at træffe beslutninger lang tid i forvejen, men med godt en uge til kampen, så vi skal have klar besked nu. Vi mener, at det sportsligt er det rigtige, at tillade tilskuere til kampen, forudsat at det sker på en forsvarlig måde. Det er klart."

"Vi har haft og har stadig dialog med den øverste ledelse i UEFA, men hvis man beslutter at læne sig op ad den generelle holdning fra UEFA Executive Committee om ikke at tillade tilskuere, så vil vi gerne have en saglig begrundelse for det. Men vi er nået dertil, hvor vi anser muligheden for tilskuere som meget lille, da UEFA endnu ikke har forholdt sig konkret til vores sag,” fortsætter Daniel Rommedahl.
 
”Vi har sendt alt materiale om, hvordan vi kan afvikle kampen på en sundhedsmæssig sikker måde, ligesom man har gjort det i 3F Superligaen i en periode nu. Vi har også løbende spurgt, om de mangler yderligere oplysninger fra os for at kunne tage stilling, men vi har fortsat ikke kunne få en melding fra UEFA retur."

"Vi mener, at når de lokale myndigheder tillader det til 3F Superligakampe i Danmark, så er der ikke for os at se nogen grund til, at det samme ikke skulle kunne lade sig gøre med den her kamp. Til vores udekamp i Istanbul tillod de lokale myndigheder tilskuere til fodbold frem til dagen efter kampen - og myndighederne i Danmark tillader tilskuere til fodbold nu, så for os er det svært at se forskellen.”
 
”Vi er opmærksomme på, at Danmark er en speciel case i den her sammenhæng, men vi ønsker sådan set bare, at UEFA lytter til vores informationer, så vi kan få en gennemarbejdet afklaring,” lyder det fra Daniel Rommedahl.