Stephan: Ked af det på Robins vegne - men klar til AGF
Robin Olsen blev som bekendt skadet i onsdagens snekamp i Hobro. Og med vores normale førstemålmand ude i en stor del af foråret er der nu lagt op til, at Stephan Andersen træder ind i startopstillingen fra på søndag mod AGF.
”Først og fremmest er jeg rigtig ked af det på Robins vegne. Jeg har selv prøvet at være skadet, og det er ikke sjovt. Forhåbentlig kan han komme tilbage, så han bliver klar til VM, som er en kæmpe oplevelse,” siger Stephan Andersen, der selv var en del af Danmarks VM-trup i 2010.
”Det var selvfølgelig ikke den måde, jeg havde håbet at få chancen på. Det skulle jo helst være fordi, man viser, at man er bedre, og ikke fordi en anden bliver skadet. Men tingene er, som de er, og så må jeg få det bedste ud af det,” siger han.
I tvivl? Spark bolden ud af kommunen
Nu venter højest sandsynligt et samarbejde med Michael Lüftner og Dennis Vavro, som har været Ståles mest brugte midtstopper-duo i sæsonen.
”Jeg har fået nogle kampe med dem. Jeg spillede også i Madrid, hvor jeg synes, at det gik rigtig fint med de to. Jeg tror ikke, at der bliver nogle problemer. De skal bare holdes lidt i ørerne, og så skal der kommunikeres en masse. Så kommer det til at gå fint,” siger Stephan Andersen med et smil.
”Det vigtigste er, at hvis de er i tvivl om noget, så skal de bare sparke bolden ud af kommunen.”
Stephan Andersens første opgave fra start i sin ”nye” rolle bliver søndagens udekamp mod AGF.
”Det bliver ikke nogen nem kamp. Vi ved af erfaring, at det er et svært sted at spille, og det plejer altid at være nogle tætte kampe, når vi møder AGF i Aarhus,” siger Stephan.
Der er kampstart klokken 16.00 – find tilskuerinfo her.